Formel Ford - DK   06/05/16

Line Sønderskov – første sæson i Formel Ford
Line Sønderskov er rookie – i hvert fald i en Formel Ford. Men som flere af kørerne i feltet har hun slået sine folder i gokartverdenen, hvor hun har givet mange drenge seriøst baghjul.

Springet til Formel Ford er dog et stort spring, både i forhold til økonomi, fart og kørestil. Så Line har meget at lære. Hun sætter ikke næsen op efter et mesterskab i første sæson, men håber at kunne finde god stabilitet og få lukket hullet op til de forreste, hen over sæsonen.


(Foto: 71Media)

I sæsonens første løb, har hun også vist at der er noget at have troen i. Hun var fint tilfreds med optakten til sæsonen, selvom hun ikke fik kørt så mange testomgange som flere af konkurrenterne, inden sæsonstarten.

Træningen og kvalifikationen til løbet forløb tilfredsstillende, men efter 1. heat, hvor Line var klart bagerst, var hun meget skuffet. Men hun vidste dog godt at det skyldtes nervøsitet og anspændthed. Så hun var klar i mælet: tiderne skulle forbedres i søndagens 2 heats.

Og hun holdt ord. I 2. heat endte hun som P8, med nogle stabile tider. Dog var der stadig lidt skuffelse over farten. Men i 3. heat var der klare forbedringer, og der blev taget en god luns af tiderne igen. Og hun endte P7. Samtidig fik hun held til sin første overhaling og det har givet troen og lysten til mere. Line ser Ring Djursland d. 14.-15. Maj som en god indikator. For som hun siger: ”Der er mange der ikke har haft chancen for at træne der, så på den måde er vi mere lige.”

Vi glæder os over at have Line i feltet og ønsker hende god fart i sin RAY GR08 racer.

www.formelford.dk
Dan Knudsen


Læs mere om:
  • Padborg Park
  • 01/05/16 - Padborg Park - Formel Ford - DK

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto