Efter skuffelsen i det nordtyske, hvor DM-premieren hverken udløste pokal eller DM-point, kom Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens) stærkt tilbage, da anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally blev kørt på Fyn. I området mellem Assens og Odense lykkedes det holdet i den orange Suzuki Swift Maxi 2000 at vinde klassen, tage maksimumpoint til DM og sikre sig en generel tredjeplads som bedste mandskab i en ikke-firhjulstrukket bil.
Det blev til sejr for Kenneth Madsen og Mette Feldthaus (Foto: Suzuki Motorsport)
”Det var en god oprejsning efter skuffelsen i Tyskland,” siger Kenneth Madsen. ”Vi vandt klassen og fik de tre bonuspoint på den afsluttende super special stage, selv om det var svært med regnvejret.”
Inden starten på den sjette og sidste hastighedsprøve delte Kenneth Madsen/Mette Felthaus andenpladsen med Michael Sørensen/Claus Amstrup, men da Suzuki-holdet skulle starte, kom der pludselig regn.
”Det gav virkelig vand til sidst, da vi skulle køre, og da vi havde hårde slicks på, satte vi meget til på den sidste hastighedsprøve. Havde det holdt tørt, så kunne vi have slået Michael Sørensen,” siger Kenneth Madsen.
Udover regnen fra oven blev Kenneth Madsen/Mette Felthaus også udfordret af, at motoren blev for varm. ”Vi havde ingen problemer før pausen, men efter pausen steg vandtemperaturen bare 15 grader, når vi skulle stoppe ved mål, men når vi så kørte, faldt temperaturen igen,” siger Kenneth Madsen. ”Vi brugte vandet fra vores drikkedunke, men når bilen koger, kommer der også luft ind i kølesystemet, og det er ikke godt, så jeg måtte ud for at lufte systemet ud efter hver hastighedsprøve. Men vi kom i mål og vandt. Det er det vigtigste.”
Suzuki Motorsport
Anders Lysen
Læs mere om: Kenneth MadsenMette FelthausFyn21/05/16 - Fyn - DM Rally |