DM Rally   23/05/16

John Frederiksen i brændpunktet
Held i uheld
Anden runde af årets opgør om det danske mesterskab i rally blev en yderst hektisk oplevelse for John Frederiksen, Herlufmagle/Roskilde. Men trods uheldige omstændigheder lykkedes det for ham og Team Hyllinge Racing at gennemføre weekendens Anderup El Rally på Fyn og sætte flere point ind på DM-kontoen.

I det store klassement for 2-hjulstrukne biler er John Frederiksen og Team Hyllinge Racing nu på en samlet femteplads med 18 point.


(Foto: Specialpressen)

Vanskelighederne begyndte allerede før løbets start, da den sædvanlige co-driver, Thomas Holm Hansen, Hyllinge, få dage før måtte melde fra på grund af en rygskade. Det lykkedes imidlertid at finde en kvalificeret afløser i den rutinerede Jeannette Kvick, Maribo, som i den 11. time trådte til for at guide John Frederiksen gennem de hurtige og krævende hastighedsprøver omkring Ebberup i det sydfynske landskab.


(Foto: Specialpressen)

Undervejs var det dog nær gået galt. På den sidste del af rallyets tredje hastighedsprøver mistede motoren benzintryk, så bilen med nød og næppe nåede i mål på prøven. Årsagen viste sig siden at være en lækage i benzintilførslen, som meget vel kunne have sat bilen i brand.


(Foto: Specialpressen)

For at få den 1150 kilo tunge BMW M3 Compact frem til og efterfølgende ud af målzonen måtte John Frederiksen og Jeannette Kvick skubbe bilen 120 meter op ad bakke, før de kunne få lokaliseret fejlen.


(Foto: Specialpressen)

Det viste sig at være en dysebro, som var slået løs på et af løbets mange hop, så benzinen sprøjtede ud og drænede tanken.

- Vi var heldige, at der ikke gik ild i bilen, og med halvanden liter benzin tilbage i tanken kunne vi lige lige akkurat trille ned ad bakke og nå frem til servicepausen i Ebberup, fortæller John Frederiksen, som kun har rosende ord til overs både co-driver og serviceteam.


(Foto: Specialpressen)

- I løbet af 23 minutter fik servicefolkene fejlen ordnet, skiftet dæk og hældt ny benzin på tanken, så vi kunne fortsætte. Det kostede os nogle placeringer, og da de sidste prøver blev kørt i regnvejr valgte jeg for første gang nogensinde at køre taktisk uden at forcere noget, så vi kunne slutte med en sjetteplads i klassen og dermed forbedre pointregnskabet, tilføjer John Frederiksen, der nu har fokus på årets tredje DM-runde den 25. juni i Slagelse.


(Foto: Specialpressen)

Morten Dam
Specialpressen


Læs mere om:
  • Fyn
  • 21/05/16 - Fyn - DM Rally

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk