Special Saloon   09/06/16

CarBuddii SSC i bakkerne på Ring Djursland
CarBuddii SSC har haft 1,5 måneds pause siden sæsonstarten den 23. – 24. april, og nu er det igen tid til at opleve Danmarks fedeste racerklasse.
Denne gang bliver det på Ring Djursland den 11. – 12. juni til Sommerløbet sammen med DTC-racerne, og det skal nok blive seværdigt.

Dennis Holbæk Pedersen, der kommer med sin Aquila CR1 LS7, er en af de deltagere der absolut er værd at se frem til. Det bliver også spændende at se Frederik Holm i Renault Megane Trophy. Ingen af de to var med i åbningsløbet, men de er begge kendte i SSC kredse, og vil helt sikkert gøre sig bemærket på Ring Djursland. En anden velkendt deltager bliver Jørgen Hansen, bedre kendt som ”gamle Hansen”, der stiller til start i sin Porsche 997 RSR. Jørgen Hansen er altid garant for underholdende ræs.

Blandt de mere standardnære biler i Super Touring divisionen må der forventes en kamp mellem Hans Hartmann i Honda Accord og Brian Mikkelsen i BMW M3. Lige nu fører Brian, men med kun seks point ned til Hans Hartmann, er der gode chancer for en spændende kamp mellem de to.

I GT-B divisionen vil det være et godt gæt, at der bliver tæt kamp mellem Michael Klostermann i BMW og Nils Davidsen i Porsche. Til åbningsløbet var Michael godt nok klart hurtigst af de to, men mon ikke Nils har fundet noget fart i Porschen til den kuperede bane.


Nils Davidsen må være udfordreren overfor Michael Klostermann i GT-B
(Foto: Keld Dohm)

I Super GT divisionen var Rune Ydstebø suveræn i åbningsløbet, men denne gang får han selskab af føromtalte Jørgen Hansen og Frederik Holm. Det betyder at Rune helt sikkert skal være skarp, hvis han vil gentage succesen fra Jyllandsringen.

I Extreme divisionen er Dennis Holbæk selvskrevet som favorit, men Andreas Kjærgaard har før vist at man ved stabil kørsel kan komme langt, og det kan betyde at Andreas kan gå hen og blive sejrherre i divisionen på søndag.


Andreas Kjærgaard’s flotte og stabile Porsche 911 GT1 Replica kan opleves på Ring Djursland i weekenden.
(Foto: Keld Dohm)

CarBuddii SSC er garant for både buldrende racerbiler og spektakulært ræs som det er værd at se frem til. Med en vejrudsigt, der lover tørvejr, er der ingen undskyldninger for ikke at komme til Ring Djursland i weekenden og opleve den helt særlige Carbuddii SSC klasse.

Tidsplanen for SSC ser således ud (med forbehold for ændringer):
Lørdag den 11. juni kl 08:00: Træning
Lørdag den 11. juni kl 10:10: Tidtagning (Sammen med SuperCup)
Lørdag den 11. juni kl 15:05: Heat 1

Søndag den 12. juni kl 12:55: Heat 2
Søndag den 12. juni kl 15:30: Heat 3

CarBuddii SSC, www.specialsalooncar.dk
Keld Dohm


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 12/06/16 - Ring Djursland - Special Saloon

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport