DM Rally   27/06/16

Esben Hegelund udbyggede DM-føring med ny sejr
For tredje gang i denne sæson kunne Esben Hegelund og hans co-driver Karsten Isaksen tage en sejr i klassen for de hurtige firhjulstrukne biler, da der blev kæmpet om point til Danmarksmesterskabet i rally. Det var i lørdagens Rally Vestsjælland, at makkerparret i den hurtige Skoda Fabia R5 tog den tredje sejr ud af tre mulige i denne sæson.

”Vi fik endnu en sejr i DM-sammenhæng, og det er godt at kunne gå til sommerferiepause med en solid føring,” siger Esben Hegelund. ”Løbet gik som helhed rigtig, rigtig godt. Vi havde en tæt fight med Kenneth Madsen, som gav os modstand på flere af hastighedsprøverne, og det var flot kørt af ham. Vi lavede stort set ingen fejl, og vi var meget tilfredse med bilen.”


Tre løb - tre sejre - Det er status for Esben Hegelund og Karsten Isaksen efter årets tre første DM-afdelinger i rally

Helt tilfreds med løbet var holdet fra Hegelund Motorsport derimod ikke. De fik nemlig kun lejlighed til at køre fire af de otte hastighedsprøver, som var planlagt for Rally Vestsjælland. Tre hastighedsprøver blev stoppet, før Esben Hegelund og Karsten Isaksen nåede at starte, mens en fjerde hastighedsprøve slet ikke blev kørt.

”Det er det korteste DM-rally, vi har kørt i vores karriere, og jeg mener seriøst, at vi skal have kikket på den måde, vi afvikler DM-rallyer på for tiden,” siger Esben Hegelund.

”Der bliver i år afviklet DM-rally i forbindelse med minirally, men jeg mener ikke, at de hastighedsprøver, man bruger til minirallyer er egnet for dem, som ikke har erfaring med de mere krævende rallyer. Man bør vende startrækkefølgen, så de erfarne og hurtigere hold kommer først. Så opstår der naturligt nogle bremse- og dækmærker fra de hurtigste hold, som de mindre erfarne kan bruge som pejlemærke. Så undgår de afkørsler, og vi undgår aflysning af hastighedsprøver.”

Esben Hegelund og Karsten Isaksen holder nu sommerferie i toppen af DM-tabellen for firhjulstrækkerholdene, hvor næste DM-afdeling køres den 20. august på det vestlige Lolland. Weekenden før varmer holdet dog op ved det traditionelle rallyshow i Fårvang.

Hegelund Motorsport


Læs mere om:
  • Esben Hegelund
  • Karsten Isaksen
  • Slagelse
  • 25/06/16 - Slagelse - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport