Lørdag den 25. juni. deltog FN Rally med Frank Nielsen, Odder/Skanderborg og Per Brodersen, Lem St. ved Ringkøbing, i Peugeot Rally Vestsjælland.
Med start i Mørkøv syd for Holbæk skulle der køres om både DM i rally, samt DASU mesterskabet i Mini Rally (DM i Mini Rally). Efter at have kørt sig til en 2. plads i Rally Sønderjylland den 11. juni, lå de på en samlet 4. plads i DM rally, kun to point fra 3. pladsen, og på en samlet 2. plads i DASU mesterskabet i Mini Rally. Der var derfor noget at forsvare i Peugeot Rally Vestsjælland.
Frank Nielsen og Per Brodersen rykkede op i tabellen om DM i rally (Foto: Beyer Rally Photo)
”For en måned siden, var det ikke meningen at vi ville deltage i hverken DM Rally eller det danske mesterskab i Mini Rally”, sagde Frank Nielsen inden starten ved Mørkøv Hallen. ”Vi havde egentlig ved sæsonstart besluttet, at i vi 2016 kun ville deltage i den lokale Mini Rally Syd turnering, som køres over fire løb i Syd- og Sønderjylland, samt et i Tyskland.
Nogle af disse er dog i 2016 også tællende til de to danske mesterskaber, og vore placeringer i de første to tællende løb gjorde at vi ikke kunne holde os fra at starte i Peugeot Rally Vestsjælland. Løbet er jo 3. afdeling af begge mesterskaber”. Sluttede Frank Nielsen af inden han satte sig i bilen før løbet.
Per Brodersen supplerer efter at de er kommet i mål:
”Den beslutning fortryder vi ikke, men det forpligter nok lidt. Efter et rally med gode hastighedsprøver, men også et rally der havde visse vanskeligheder undervejs, kom vi atter på podiet. Vi fik en 3. plads i klasse 4 med hjem, og det er vi rigtigt godt tilfredse med, omstændighederne i løbet taget i betragtning.
Der var af forskellige årsager nogle forsinkelser i starten af løbet, som gjorde at det var svært at finde rytmen i både samarbejdet i bilen og kørslen generelt”
Frank Nielsen fortsætter:
”Da vi endelig efter midtvejspausen havde fundet den sædvanlige rytme igen, gik alt som det skulle. Vi kører os til en flot slutplacering som nr. 3 i klassen, og kan nu konstatere at vi kan gå på sommerferie med at have forsvaret vores 2. plads i det danske mesterskab i Mini Rally, nu kun et point efter førstepladsen.
Samtidig rykkede vi op på 3. pladsen i DM i klasse 4 i Rally, á point med holdet på 2. pladsen, så konkurrencen er virkelig tæt i år.
Alt i alt er vi godt tilfredse med sæsonen indtil nu. Vi må så se om vi bryder vore oprindelige planer, og deltager i de sidste løb der tæller til både Rally DM og Mini Rally DM.”
Beslutter vi at fortsætte i DM serien, bliver næste deltagelse den 19. og 20. august på Lolland og Falster.
Deltager vi i Mini Rally mesterskabet, bliver næste start den 27. august i Silkeborg, og holder vi os til Mini Rally Syd turneringen, kommer vi først til start igen den 10. september i Rally Midtjylland i Ikast”, slutter Frank Nielsen af.
Frank Nielsen og Per Brodersen forsvarede deres 2. plads i DASU Mini Rally mesterskabet (Foto: Mogens Larsen)
Ifølge FN Rally bruges sommerferien i tænkeboksen. Det bliver spændende at se hvornår Frank Nielsen og Per Brodersen atter dukker op på rallyarenaen. Mon ikke det trækker i både Frank og Per, så de allerede kommer i rallybilen igen i sidste halvdel af august.
FN Rally ønsker alle samarbejdspartnere, fans, konkurrenter og officials en rigtig god sommerferie.
FN Rally
Viggo Johansen
rallypics.dk Læs mere om: Frank NielsenSlagelse25/06/16 - Slagelse - DM Rally |