FIA F3 EU   01/08/16

Mikkel Jensen hentede tredjeplads på Spa-Francorchamps
Endelig en dansker på podiet i FIA Formula 3 European Championship! Mikkel Jensen sikrede sig en velfortjent tredjeplads i weekendens løb på Spa-Francorchamps.

Det var en lykkelig Formula Racing-kører, som kunne stille sig på podiet i weekendens afdeling af det benhårde europæiske Formel 3-mesterskab. Mikkel Jensen rykkede dermed frem i kørernes mesterskab, hvor han nu holder en 9. plads.


(Foto: FIA F3 Euro)

– Det var et perfekt løb, hvor alt bare spillede, og hvor jeg havde god fart i bilen og kun lige manglede det sidste til den førende, lyder det fra Mikkel Jensen.

Den flotte præstation skete i weekendens andet løb, som blev afviklet fredag eftermiddag. Det er mere end et år siden, danskeren sidst betrådte det eftertragtede podium, så pokalen og champagnen var bestemt kærkommen.

Knap så heldig var danskeren i første løb, hvorfra Mikkel Jensen måtte udgå med et bukket styretøj efter nærkamp med en konkurrent. I tredje og sidste løb lørdag startede Jensen på en 12. plads og sluttede nier.

Fantastisk med en podieplads
– Det var en af de weekender, hvor gejsten kommer op i én. Alt det hårde arbejde bar endelig frugt, og det var fantastisk igen at kunne tage en pokal med hjem til mit team, Mücke Motorsport. Jeg er så taknemmelig over deres indsats, forklarer Mikkel Jensen.


(Foto: FIA F3 Euro)

– Nu gælder det om at bevare momentum og kæmpe for flere podiepladser. Jeg har stadig min første Formel 3-sejr til gode, og dét ville selvfølgelig være fantastisk.

Teamchef: Mikkel blandt de hurtigste
Også fra Mikkel Jensens danske management, Formula Racing, var der stor ros til danskerens præstationer i den hårde juniorklasse, som for visse topkørere har været sidste trin inden Formel 1.

– Mikkel kæmper mod andre af fremtidens superstjerner, og det er bestemt ikke nogen nem opgave. Men en præstation som weekendens beviser, at han har farten til at være med blandt de hurtigste, lyder det fra teamchef hos Formula Racing, Allan Jørgensen.


(Foto: FIA F3 Euro)

Pause før Nürburgring
Den 21-årige aarhusianer har god tid til at forberede sig til næste opgave, da ottende afdeling af FIA Formula 3 European Championship først afvikles den 9.-11. september på Nürburgring i de tyske Eifel-bjerge.

Formula Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Formula Racing
  • Spa-Francorchamps
  • 30/07/16 - Spa-Francorchamps - FIA F3 EU - FIA EM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport