19-årige Lasse L. Sørensen, som er tidligere fransk mester i Formel 4 og lillebror til Aston Martin fabrikskøreren Marco Sørensen, har lavet aftale med Massive Motorsport om at deltage i Mascot DTC GP Danmark på Jyllands Ringen. Teamet ejes af den regerende mester Casper Elgaard, som kører i teamets anden bil. Onsdag blev der testet på Jyllands Ringen, og det var første og eneste gang at den unge Nordjyde fik muligheden for at teste bilen inden løbet i weekenden.
(Foto: Lasse Racing)
Lasse udtaler; "Jeg er super glad, testen gik rigtig godt, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med det første løb. Massive Motorsport er et topteam, derudover har Casper Elgaard en kæmpe erfaring, som jeg kan trække på. Jeg ved det bliver svært at hoppe ind her midt i sæsonen, hvor alle de andre er oppe på fulde omdrejninger. Men efter testen i dag, så er jeg fortrøstningsfuld med at det nok skal gå. Bilen var lidt af en håndfuld, og en del anderledes end alt andet som jeg har prøvet før. Jeg har indtil nu kun kørt løb i formel biler, så der er et nyt kapitel i min karriere. Derfor er mine forventninger her i begyndelsen heller ikke sat urealistisk højt," slutter teenageren.
(Foto: Negative Black)
Lasse L. Sørensen er en del af Dansk Automobil Sports Unions Team Danmark elite trup, og optaget i Team Danmark som supertalent. Han er tidligere Fransk Formel 4 mester. I 2013 blev han kåret som Dansk Banesports talent. Yderligere er han lillebror til Aston Martin fabrikskøreren Marco Sørensen, som i 2016 deltager i VM-serien for sportsvogne og Le Mans for Aston Martin fabrikkerne.
Lasse Racing
Læs mere om: Jyllandsringen28/08/16 - Jyllandsringen - DTC |