Det var en skuffet Morten Dons, der søndag eftermiddag kunne holde tidlig fyraften fra European Le Mans Series på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig. Næsten halvvejs inde i løbet, og få minutter inden han efter planen skulle overtage rattet i RLR mSports Ligier JS P3, spandt medkøreren Ross Warburton af banen og var ikke i stand til at få bilen i gang igen. - Det var utroligt hårdt at stå klar med køredragt og hjelm og så høre over radioen at Ross var kørt af banen og havde ramt barrieren, siger Morten Dons efter løbet.
(Foto: Kim Gripping)
Bilen spandt af banen i et af de langsommere sving, men ramte barrieren i en vinkel som ødelagde flere af bilens vitale dele. Dermed fik Morten ikke chancen for at køre bilen frem til den top 10-placering, der var inden for rækkevidde efter kvalifikationen. Til gengæld kunne struerboen glæde sig over at arbejdet med at udvikle de to medkørere går fremad:
- Vi havde en rigtig god testdag på banen i onsdags, hvor vi lærte en masse om opsætningen på bilen, og samtidig flyttede de sig begge rigtigt meget, både over en enkelt omgang og i forhold til at køre stabile tider på banen. Det er en spændende og lærerig proces at arbejde med dem, og jeg håber at vi får lidt flere testdage sidst på sæsonen.
(Foto: Kim Gripping)
- Alt i alt, så har det været en rigtig god weekend. Teamet er stærkere end nogensinde før, og vores nye medkører, Tony Wells, er en god teamplayer og en dygtig kører. De sidste to løb kan godt gå hen og blive rigtigt sjove for os!
Når ellers kufferten er pakket ud, kan Morten se frem til endnu en weekend med fart over feltet. Næste weekend er han inviteret til Snetterton-banen i England, hvor han skal deltage i en afdeling af Britcar Prototype Championship med ejeren af den Ligier JS P3, som han kører i den Europæiske Le Mans Serie.
(Foto: Kim Gripping)
- Mike [Smith, ejer af bilen, red.] har spurgt om jeg var interesseret i at køre et løb sammen med ham i hans Radical-sportsvogn, og den slags invitationer er svære at sige nej tak til. Det bliver en sjov oplevelse, som jeg ser meget frem til!
Morten Dons Racing
Læs mere om: Morten DonsPaul Ricard28/08/16 - Paul Ricard - ELMS |