FDM sport   17/09/16

Sejr til racerkører Nicolaj Kandborg på Ring Djursland
I weekenden den 10.-11. september blev femte afdeling af FDM Sport serien kørt på Ring Djursland. Det var anden gang i sæsonen FDM Sport klassen gæstede de kuperede bakker på Ring Djursland, og for den århusianske racerkører Nicolaj Kandborg var løbet en ren succes.

Det var en racerkører med utilfredshed malet i ansigtet, da han kom ind efter træningen lørdag morgen med en placering på P7. Nicolaj Kandborg var langt fra tilfreds med setuppet for træningen, men det blev der hurtigt ændret på, og det gav pote.


(Foto: Torben Weber Andersen)

Start på P5 blev til slut på P1
Et halvt sekund skulle give en startplacering på P6 frem for P7 til Race 1 søndag morgen, og herfra gik det kun fremad for den unge racerkører, der endte med at tage en P1 i søndagens Race 2 og dermed en sejr over målstregen.

- Planen for Race 1 var lagt efter tidtagningen, som gav mig gode forventninger. Det gjaldt kun om én ting, og det var at komme fremad og få nogle gode point i Race 1, siger racerkører Nicolaj Kandborg, der dog fik en svær start.

- Fra start tabte jeg hurtigt et par pladser, fordi en kører bagved tyvstartede, og det kostede mig lidt tid. Dog lykkedes det mig at trykke speederen i bund og komme fremad, så jeg sluttede på en tilfredsstillende P5 efter en tæt duel med en dygtig konkurrent, siger Nicolaj Kandborg.

En P1 var indenfor rækkevidde efter en god start i Race 2, hvor racerkøreren kunne dufte sejr. Nicolaj Kandborg var i mange omgange lige i hælene på de forankørende, og der blev gået til stålet for at lande på toppen af podiet i weekendens løb.

Sensationel overhaling gav sejren
Efter nogle nervepirrende omgange lykkedes det at køre ind på en P4, og på anden sidste omgang lavede Nicolaj Kandborg en sensationel overhaling op ad langsiden.

- Jeg kunne næsten ikke tro mine øjne, da jeg på anden sidste omgang kom ræsende af sted og på én gang kunne overhale hele tre konkurrenter, og omgangen efter kunne jeg køre over målstregen med armene oppe og dermed tage min første sejr i FDM Sport.

Sejren var ikke kun en debutsejr i FDM Sport. Racerkører Nicolaj Kandborg fik samtidig sin første sejr i banesport-karrieren, hvilket betyder, at den succesfulde racerkører nu er rykket frem på en 5. plads i det samlede FDM Sport mesterskab. Med en afdeling tilbage af sæsonens løb er en 2. plads i mesterskabet til at tage og føle på, hvis alt flasker sig for den 18-årrige racerkører, som også har lagt sig i front af FDM Sport U18 mesterskabet.


(Foto: Torben Weber Andersen)

Sidste afdeling køres på FDM Jyllandsringen den 24.-25. september, hvor pladserne i mesterskabet skal afgøres.

Louise Højgård Laustsen
ADness


Læs mere om:
  • Nicolaj Kandborg
  • Ring Djursland
  • 11/09/16 - Ring Djursland - FDM sport

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk