SportsCar Championship   19/09/16

Jan Magnussen og Antonio Garcia tog solid podieplacering i Texas
Efter en svær start på weekenden i Austin, Texas, kæmpede Jan Magnussen og resten af Corvette Racing sig frem til en flot tredjeplads i lørdagens løb. Lone Star Le Mans, som det texanske løb er døbt, lignede helt indtil løbstart en stor mundfuld, men et godt race-setup gav pote i Corvette-garagen.

Det var en glad Jan Magnussen, som sammen med Antonio Garcia kunne stille sig på podiet i WeatherTech SportsCar Championship lørdag aften i Austin. Efter en skuffende 8. plads i kvalifikationen var danskeren tilfreds med tredjepladsen.


Jan Magnussen og Antonio Garcia
(Foto: Richard Prince)

– Vi er ret tilfredse, det må vi bare sige. Jeg er normalt ikke glad for andet end sejre, men forberedelserne taget i betragtning, så må det her resultat være det maksimale udbytte, lyder det fra Jan Magnussen.

Godt fra start – og lidt held
Weekenden startede hårdt med placeringer i den tunge ende af feltet under de tre træningssessions. Også kvalifikationen var rent ud sagt op ad bakke for Jan Magnussen, som endte på en skuffende ottendeplads i et felt, som var domineret af en pole position-vindende Ford GT.


Jan Magnussen og Antonio Garcia
(Foto: Richard Prince)

Magnussen fik imidlertid en solid start, og gik forbi en konkurent på første omgang, mens den førende Ford GT samtidig fik problemer og måtte lade sig falde tilbage i feltet. Herefter blev danskeren ved med at presse på, og efter et effektivt første pitstop, hvor Antonio Garcia overtog sædet, lå den gule Corvette på en femteplads.

Det to timer og 40 minutter lange løb bød på rigeligt med spænding. Garcia formåede at hale ind på Porscherne, dog uden at komme tæt nok på til et angreb. Spanieren lå længe på en fjerdeplads, men fik med 25 minutter tilbage af løbet foræret tredjepladsen, da den førende Ferrari fra Risi Competizione måtte pitte med tekniske problemer.

Magnussen: Bedre end forventet
– Det var fedt at se Antonio køre bilen hjem på podiet, efter jeg selv kom fint fra start. Da vi havde allermest brug for speed fik vi det, og det var på trods af, at vi har manglet det hele weekenden. Bilen var overraskende god i løbet, og det gav et overraskende godt resultat. Alt i alt meget bedre end forventet, pointerer Jan Magnussen.


Jan Magnussen og Antonio Garcia
(Foto: Richard Prince)

Med tredjepladsen på Circuit of The Americas bevarer Jan Magnussen og Antonio Garcia også deres tredjeplads i mesterskabet. En placering, som skal forsvares i mesterskabets sidste løb på Road Atlanta. Road Atlanta-løbet, som er døbt Petit Le Mans, køres den 1 oktober. Samtidig udbygger Chevrolet føringen i konstruktørernes GTLM-mesterskab.

Før Magnussen og resten af Corvette-teamet drager mod Road Atlanta for at runde IMSA-sæsonen af, er næste opgave for Jan Magnussen DTC-finalen på Jyllandsringen i den kommende weekend.

Jan Magnussen Racing


Læs mere om:
  • Antonio Garcia
  • Jan Magnussen
  • Circuit of the Americas
  • 17/09/16 - Circuit of the Americas - SportsCar Championship

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk