Blancpain GT Sprint Series   30/09/16

Dansk racertalent skal slås om podiet i GT3
Nicolaj Møller Madsen kører i weekenden sæsonens sidste afdeling af Blancpain Sprint Series, der er Europas vigtigste GT3-serie. Det unge stortalent ligger lunt i svinget til en podieplads i Silver Cup for unge kørere.

Det har været en begivenhedsrig første sæson i GT3 for den 23-årige fynbo Nicolaj Møller Madsen, der betragtes som et af de allerstørste talenter i dansk motorsport. Fra en seksdobbelt spin over målstregen, til både første og andenpladser.

Sæsonens sidste løb køres på den berømte Formel 1-bane Circuit de Catalunya i Barcelona. Her står supertalentet fra Søndersø med særdeles gode kort på hånden til at ende på podiet i Silver Cup, som er trofæet for de bedste blandt rookies og kørere under 25.

Inden de to afgørende løb, der begge køres søndag, ligger Nicolaj Møller Madsen på tredjepladsen med kun 7 point til en sølvmedalje. Han kan også teoretisk nå at tage trofæet, hvis den førende bil ikke tager point. Samtidig ligger der 3 biler uden for podiet, der kan gå forbi med et godt resultat.

- Vi går efter at vinde begge løb, og så må vi se, hvor langt det rækker. Jeg har aldrig kørt i Barcelona før, men vi havde virkelig god fart i bilen for en måned siden i Budapest, så det håber jeg, vi kan tage med til Spanien, udtaler Nicolaj Møller Madsen.

Begge løb, der køres søndag kl. 09:15 og 14.10, kan følges live på www.nicolaj.eu.


Læs mere om:
  • Nicolaj Møller Madsen
  • Circuit de Catalunya
  • 02/10/16 - Circuit de Catalunya - Blancpain GT Sprint Series

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport