DM Rally   19/10/16

Kenneth Madsen og Mette Felthaus kæmper for DM-titlen
Weekenden bliver afgørelsens time for Kenneth Madsen/Mette Felthaus (Ruds Vedby/Horsens). Fredag og lørdag stiller de sammen med Suzuki Motorsport til start i Danboring Rally Denmark, som har base i Ans mellem Viborg og Århus, og her skal det afgøres, om makkerparret vinder Danmarksmesterskabet i rally for tunede tohjulstrukne biler over 1600 cm3.

”Vi er bagefter på point, og der er ikke så meget andet at gøre end at give gas og skrabe så mange point sammen,” siger Kenneth Madsen. I kraft af sejre i tre af årets fem DM-løb er det blevet til 63 point, mens rivalerne Carsten Jensen/Michael Fasterholdt har 70 point.


Kenneth Madsen og Mette Felthaus kæmper for DM-guldet
(Foto: Morten Alstrup)

”Der er mange hvis’er i dette regnskab. Hvor slutter vi løbet og hvor slutter de det? Og hvordan går det på den afsluttende Super Special Stage, som også giver ekstra point? Vi har valgt en strategi efter at få så mange point hjem, og vi har også vist, at vi har været hurtigst i divisionen i år, men uanset hvad, så vil det mandskab, som løber med mesterskabet, have fortjent det.”

Danboring Rally Denmark starter fredag i Ans, hvor deltagerne sendes afsted ved 18.30-tiden, hvor det gælder fire hastighedsprøver, som finder sted i mørket.

”Det er dejligt og spændende at køre i mørke. Der er også lovet lidt regn, og det gør det kun endnu mere gustent,” siger Kenneth Madsen, som har frisk aftenerfaring med i bagagen. ”Vi kørte i mørke ved Sydhavsrally og EM-løbet i Barum i Tjekkiet, og her fandt vi ud af, at vores ekstralygter ikke lyste langt nok. Så vi stiller op med nogle nye lygter til weekendens løb.”


Anders Lysen har denne gang Ole R. Frederiksen med som co-driver
(Foto: Flemming Jensen)

Kenneth Madsen/Mette Felthaus bliver ikke Suzuki Motorsports eneste repræsentanter i løbet. Den nykårede Yokohama Øst-mester Anders Lysen (Sorø) starter også og har denne gang Ole R. Frederiksen (Skibby) i højresædet.

”Vi har en helt klar målsætning for vores deltagelse i løbet, og det er at give Kenneth og Mette den bedst mulige opbakning i deres bestræbelser for at vinde DM-guldet,” siger Anders Lysen. ”Kan vi lægge os ind bag Kenneth og Mette og holde os foran Carsten og Michael, vil det være perfekt.”

”Men vi er nu også med for at få et godt løb og en god afslutning på DM-sæsonen. Med lidt held kan jeg score en bronzemedalje, men det vigtigste er nu at Kenneth og Mette får guldet.”

Suzuki Motorsport


Læs mere om:
  • Anders Lysen
  • Kenneth Madsen
  • Mette Felthaus
  • Ole R. Frederiksen
  • Ans
  • 22/10/16 - Ans - DM Rally

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto