FIA WEC   15/11/16

Følelsesladet afsked med FIA WEC for Audi
World Endurance ChampionshipAudi afslutter en æra: På lørdag, den 19. november, er det ikke kun den aktuelle sæson for FIA-verdensmesterskabet i udholdenhedsløb WEC, der afsluttes i Bahrain.
Efter 18 år stopper Audi sit program med Le Mans-sportsvognene. Sportsvognsprototyperne – fra Audi R8 over Audi R10 TDI og Audi R15 TDI til Audi R18 – har præget en hel racerløbsepoke.

De repræsenterer en af de mest succesfulde perioder for Audi Sport og er symboler på det tekniske fremskridt for mærket med de fire ringe.

• Audi slutter sit sportsvognsprogram efter 106 sejre i 186 løb gennem 18 år
• Stor succes med overførslen af teknologi fra racerbiler til serieproducerede modeller
• En tak til FIA, WEC og ACO samt til de stærke konkurrenter for en fantastisk tid


(Foto: Audi)

”Løbet i Bahrain bliver helt sikkert en meget følelsesladet afsked for os alle“, siger Audis motorsportschef Wolfgang Ullrich. Østrigeren, som har været chef for Audis motorsportsaktiviteter siden slutningen af 1993, har i meget høj grad været med til at præge mærkets sportsvognsengagement. I 1999 kørte LMP-racerbilerne for første gang i 12-timers-løbet på Sebring, og frem til i dag har de vundet ni titler i American Le Mans Series (ALMS), tre i forskellige europæiske Le Mans-serier samt to fører- og to mærkeverdensmesterskaber i FIA WEC. Intet mindre end 106 sejrspokaler står til skue i montrerne hos AUDI AG og deres teams, herunder 13 for sejre i 24-timers-løbet i Le Mans. En enestående historisk bedrift: Audi har tre gange opnået ”the triple” – altså tre sejre på stribe – som giver lov til at beholde pokalen.


(Foto: Audi)

”Det er svært at sætte ord på, hvad dette program betyder for mærket“, siger Wolfgang Ullrich. ”Den dag i dag har de forskellige rallymodeller af Audi quattro, som startede det hele i 1981, stadig en særlig plads i tilskuernes hjerter. Jeg er sikker på, at sportsvognene, som også hyldes af en stor fanskare over hele verden, stadig vil komme til at præge det historiske billede af vores mærke i mange år endnu.”


(Foto: Audi)

Ud over den emotionelle værdi, som er forbundet med sportsvognene fra Ingolstadt, Neckarsulm og Neuburg an der Donau, står LMP-racerbilerne for rendyrket teknologi – og for mange milepæle inden for den automobile udvikling hos Audi. I 2001 debuterede den direkte benzinindsprøjtning TFSI i Audi R8, og dens princip har efterfølgende i millioner af biler hjulpet med at reducere emissionerne i trafikken. I 2006 skrev Audi historie med den første TDI-sejr i Le Mans. I 2012 var Audi R18 e-tron quattro den første hybridsportsvogn, som vandt 24-timers-løbet i Le Mans. Den aktuelle generation af Audi R18 klarer sig med 46 procent mindre brændstof end Audi R10 TDI for 10 år siden, og alligevel kører den hurtigere omgangstider.


(Foto: Audi)

„Det er rendyrket effektivitet“, siger Wolfgang Ullrich. Sikkerhedsinnovationer som dæktrykskontrolsystemet, Audi Matrix-LED-forlygterne og Audi laserlyset supplerer den lange liste over teknologier, som udveksles i begge retninger mellem motorsporten og serieproduktionen.


(Foto: Audi)

Også i fremtiden handler det om en relation mellem disse to områder. Audi omorganiserer sin motorsportsstrategi og vil fra 2017 fra fabrikkens side engagere sig i den første rent elektriske racerløbsserie FIA Formel E. Dette program passer perfekt til beslutningen på koncernniveau hos premiumproducenten fra Ingolstadt: Fra 2018 vil Audi lancere en række batteridrevne elbiler.


(Foto: Audi)

I Bahrain stiller de hurtigste, mest effektive og mest innovative Audi sportsvogne nogensinde nu op i konkurrence en sidste gang. Efter træningerne på ørkenbanen torsdag den 17. november og fredag den 18. november køres 6-timers-løbet i Bahrain lørdag den 19. november kl. 16.00 lokal tid (kl. 14.00 CET). Som det er tilfældet hvert år, går FIA-WEC-løbet ind i natten. I finalen handler det for Audi om de sidste pokaler i et sportsvognsløb og om andenpladsen i mærke-VM-regnskabet.


(Foto: Audi)

På sin tyske hjemmeside tilbyder Eurosport gratis video-livestream af hele løbet, og slutfasen vises desuden live på Eurosport 1 (kl. 17-20 CET).

Stillingen efter otte ud af ni løb:
Kørere
1. Jani/Lieb/Dumas (Porsche), 152 point
2. Conway/Kobayashi/Sarrazin (Toyota), 135 point
3. Di Grassi/Duval/Jarvis (Audi), 121,5 point
4. Bernhard/Hartley/Webber (Porsche), 119,5 point
5. Fässler/Lotterer (Audi), 86 point
6. Imperatori/Kraihamer/Tuscher (Rebellion), 60,5 point
7. Tréluyer (Audi), 52 point

Mærker
1. Porsche, 301 point
2. Audi, 222 point
3. Toyota, 207 point

AUDI Danmark


Læs mere om:
  • Sakhir
  • 19/11/16 - Sakhir - FIA WEC - FIA VM

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk