Rally Monte-Carlo Historique   19/01/17

Tværglobalt rallyprojekt til ikonisk Monte Carlo Rally
Den alsidige motorsports-udøver: Preben (K)ristoffersen fra Odder har ved indgangen til 2017 lanceret et spændende come back i motorsporten. Østjyden har holdt en lille pause fra de udenlandske rally-udfordringer, hvor han senest deltog i Int. Rallye Monte Carlo Historique tilbage i 2011.

- I 2013 og 2014 var jeg teamchef for Hajime Nakagawa og Osam Morikawa i Team Austin Mini Cooper Japan, oplyser Preben Kristoffersen. - Man får mange udenlandske bekendte i dette store arrangement. Vores venskab udviklede sig til, at de prøvede kræfter med min Austin Mini Cooper S i arrangementet, som i år har 337 deltagende rallyteams.


Både Preben K (t.v.) og Preben Kristoffersen ser frem til – for niende gang – at deltage i Int. Rallye Monte Carlo Historique

- Tilbage i 1979 deltog jeg og Hajime som fabrikskørere i ALLE RALLIES MODER: ”normaludgaven” af Int. Rallye Monte Carlo, supplerer Osam Morikawa. – I al beskedenhed scorede vi en klassesejr i en Mazda RX-7. Desværre er Hajimes kondition ikke længere til strabadserne i de franske alper, men så snakkede jeg med Preben K om, hvorvidt vi skulle køre løbet sammen.


Hajime Nakagawa og Osam Morikawa (t.h.) scorede i 1979 en klassesejr med en Mazda RX-7 i ”Monte”

Kælenavnet: Preben K - er tildelt af den lidt yngre racing-kollega: Tom (K)ristensen: - Jeg har selv kørt ”Monte” i 1972. Snekaos på bjergvejene bevirkede imidlertid, at vi ikke nåede hjem over målstregen i Monaco. Herefter deltog jeg 8 gange i old timer-udgaven, hvor jeg har haft mulighed for at køre de berømte bjergprøver. Her byder de snoede serpentiner-veje ofte på snesmattet og isglat underlag. Man kan roligt sige, at de specielle vinter-udfordringer i den tynde luft suser en i blodet.


Snekaos på bjergvejene bevirkede, at Preben Kristoffersen og Peter Singers ikke nåede hjem over målstregen i Int. Rallye Monte-Carlo 1972

Preben K tilhører anden generation af danske banesportskørere, som prægede frontresultaterne i ind- og udland efter etableringen af Jyllands-Ringen og Ring Djursland. Østjyden har dog også kørt utallige rally-motorløb: - Jeg blev udlært som mekaniker i 1964, men en lærlinge-ugeløn på 35 kr. gav ikke store muligheder for at køre motorløb. Først efter den obligatoriske militærperiode startede jeg derfor op i motorsport tilbage i 1965. I al beskedenhed har jeg derfor fejret guldbryllup med motorsporten på 4 hjul. Jeg føler mig dog på ingen måde udbrændt.


Preben Kristoffersen har deltaget 8 gange i Int. Rallye Monte Carlo Historique med den højrestyrede Austin Mini Cooper S

Hjemme på værkstedet i Odder har rallybilen fået en gennemgribende overhaling. Til dette får teamet hjælp af den tekniske chef, Bruno Hvid: - Der kan altid forekomme mekaniske defekter på old timere lige så snart, at deltagerne er kørt ned fra startpodiet. Men med grundige forberedelser minimerer vi derfor de fleste problemer. Sammen med min hustru (Irene Marsh) er vi desuden med under hele arrangementet til at løse de logistiske bjerg-udfordringer.


Osam Morikawa ser frem til den traditionsrige natteafslutning på havnen i Monaco, hvor alle deltagere naturligvis får champagne efter de mange strabadser i de franske alper

Preben Kristoffersen ser frem til samarbejdet med Osam Morikawa: - Han er en af Japans mest erfarne rally co-drivere. Han har 6 gange siddet i venstresædet (!) i selve ”Monte”. Han har ikke kunnet finde et dansk-kursus, og jeg har ikke haft tid til at lære japansk på aftenskole. Derfor vil kommunikationen foregå på engelsk.

Team Austin Mini Cooper Denmark/Japan starter d. 27. januar ud fra Bad Hambourg (Tyskland) i Int. Rallye Monte Carlo Historique 2017. Herefter venter en tilkørsels-etape på 1250 km. til Monaco med en enkelt bjerg-rallyprøve på 16 km., og selve rallysektionen andrager 1450 km. med 13 rallyprøver. Efter 2 specielt krævende natteprøver triller startfeltet i mål først på morgenen d. 1. februar. I alt bliver deltagerne udfordret med 438 km. prøvestrækning.


Ud over de snoede og kuperede bjergveje byder Int. Rallye Monte Carlo Historique også på specielle naturoplevelser i Alperne, hvor vejsiderne er landfaste med Kina

Fakta omkring Int. 20. Rallye Monte Carlo Historique 2017

- Hoved-ideen i det historiske Monte Carlo rally er deltagelse med de rallybiler, som har kørt med i ALLE RALLIES MODER i tresserne, halvfjerdserne og begyndelsen af firserne. I det historiske rally indgår mange af de snoede sne-/isglatte bjergveje, som har lagt asfalt (under sneen og isen) til hastighedsprøverne i det ”rigtige” Monte Carlo-rally.

- Det unikke ved Monte Carlo-rallyet - samt medvirkende gennem årene til den unikke opmærksomhed omkring arrangementet på en mediemæssig lavperiode i motorsporten – har været de mange startsteder rundt omkring i Europa og heraf følgende tilkørsels-etaper til et fælles startpunkt i Monaco/Frankrig.

- Int. 20. Rallye Monte Carlo Historique 2017 har startsteder i: Stockholm, København, Glasgow, Bad Hambourg, Reims, Barcelona og Lissabon. Fra Bad Hambourg køres der en etape på 1250 km. til Monaco (Monte Carlo), hvori der er indlagt en bjergetape på 16 km.. Herefter skal deltagerne gennemkøre 1.455 km. rute (28. jaunar-1. februar), som byder på 13 bjergetaper, hvor deltagerne skal overholde en given gennemsnitshastighed på teststrækninger mellem 17 og 52 km. længde. Ud over store højdeforskelle byder bjergetaperne på mange hårnåle- og serpentiner-sving.

- 330 rallymandskaber – fordelt på 25 forskellige nationaliteter - har skrevet sig på startlisten i Int. 20. Rallye Monte Carlo Historique 2017. Ud over Japan kommer der kørere så langt hjemmefra som USA og Argentina. Tilskuerne får lejlighed til at studere 47 forskellige bilmærker. Mest populær er Porsche – tæt forfulgt af Lancia.

- Listen over ”eligible cars” omfatter lidt over 500 forskellige biltyper – fordelt på 85 bilmærker.

- Hoved-udgaven af Monte Carlo rallyet (”Monte”) har været kørt siden 1911. Der har dog været fire afbrydelser i arrangements-rækkefølgen: 1913-1923 (1. Verdenskrig), 1940-1948 (2. Verdenskrig), 1957 (benzinrationering) og 1973 (energikrise/bilfri søndage).

- ”Monte” køres i 2017 for 85. gang (19. – 22. januar), og er igen tællende til Verdensmesterskabet (WRC). TV-mæssige årsager i WRC bevirkede, at monegaskerne for nogle år siden vinkede farvel til de traditionsrige tilkørsels-etaper på op til 2.000 km..

- Yderligere detaljer kan studeres på: www.acm.mc, hvor der under arrangementet også vil være LIVE resultater.

Åge Keseler Kirketerp


Læs mere om:
  • Preben Kristoffersen
  • Monte Carlo
  • 01/02/17 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport