Efter en rigtig god international gokart debut på South Garda i Italien, er Malthe Jakobsen igen hjemme i Thy.
Sidste weekend deltog han i det store Internationale gokartløb - Trofeo Margutti - mod 48 andre i OK Junior klassen for de 13-15 årige. Der var deltagere fra hele 20 forskellige nationer og 4 fabriksteams var også på startlisten.
Malthe’s målsætning var fra start at komme i finalen blandt de 34 bedste kørere, og derfor rejste han sammen med sit team TK Racing og personlige træner Benjamin Bailly, allerede til banen weekenden inden, for at kunne træne op til løbet. Der blev arbejdet målrettet hele ugen med finpudsning af Malthes kørestil, trimning af udstyret, og han var konstant blandt de 15-20 hurtigste kører, og enkelte gange endda helt fremme i top 5.
Den store forskel fra gokart i Danmark og top gokart i Italien er, at alle er topkørere og derfor ligger Top 25 typisk indenfor 0,2-0,3 sek på en omgangstid.
Tidtagningen blev delt i 2 grupper og her var Malthe blot 0,220 sek fra hurtigste tid i gruppen og det rakte til en 12 plads og en samlet 24 plads. Herefter blev kørerne delt op i 3 grupper, så alle skulle møde hinanden i de indledende kvalifikations heat. Her kørte Malthe først en 16 plads hjem i første heat, men blev desværre involveret i et uheld der sendte ham af banen i sidste heat. Dermed havde han ikke point nok til at komme med direkte i finalen, og skulle ud i et “Sidste chance” heat søndag, hvor kun de 6 bedste kom med til de afgørende finaleheat. Malthe skulle starte fra P6 og vandt heatet suverænt og dermed var finalepladsen i hus.
Prefinalen blev derfor startet fra en 29. plads, men her kørte Malthe sig frem til en 22 plads, der så blev startposition til finalen.
Allerede på første omgang i finalen var der stor infight om pladserne og Malthe måtte ned og vende på en 26 plads, men herfra blev kampen sat ind, og efter 16 vilde omgange kunne Malthe krydse målstregen på en flot 15. plads som bedste dansker i finalen. Et super tilfredsstillende resultat og målsætningen nået i hans første store internationale gokartløb.
Nu er træningen sat ind på hjemmebanen i Thy, hvor første afdeling af Dansk Super Kart køres d. 8.-9. april, men der arbejdes kraftig på flere starter i udlandet i løbet af sæsonen.
Jakobsen Motorsport
Læs mere om: Malthe Jakobsen |