Det blev til en weekend med brødredominans i Yokohama 1600 Challenge Den 2. afdeling af DIF Danmarksmesterskabet skulle køres på Padborg Park, og her blev det især en familie der løb med anerkendelserne Inden weekenden var Tue Lassen i front af det generelle mesterskab foran debutanten Mathias Valentin og med Morten Christensen på tredjepladsen.
I Rookiemesterskabet lå Mathias Valentin i front foran Lukas Staub, mens Michael Scharstein førte Oldboysmesterskabet an foran Mark Backhausen og Leif Juhl.
Lukas Staub bliver hurtigere og hurtigere for hver kilometer han kører i bilen. Det er trods alt ikke meget mere end 1 måned siden at den 16 årige kører sad i en bil for første gang. (Foto: JJ Media)
23 biler havde taget turen til den Sønderjyske bane, og var klar til at levere noget godt ræs. 2 kørere debuterede i klassen mens en anden vendte tilbage til klassen. Jørn Støvring var en helt ny kører i klassen i en Peugeot 106 GTI, og havde ikke kørt noget racerløb før, mens August Christian Hansen tidligere har kørt Legend Car, men nu vil prøve at styre en Suzuki Swift Sport rundt på banerne. Boris Dekic vendte tilbage til klassen efter et par starter henover de seneste sæsoner, og sad bag rattet i den sorte Peugeot 106 GTI, som han også deltog med i 2016.
Der var brug for Yokohama A006 regndækkene i den våde lørdagstræning – her er det Jens Jensen som plasker rundt i en af vandpytterne. (Foto: JJ Media)
Lørdag morgen startede med en regnvejrstræning, da det havde regnet hele morgenen, men dog stoppet kort før træningens start. Det betød at stort set alle biler var på regndæk. Men det var alligevel lidt med listesko at mange bevægede sig rundt på banen. Den hurtigste mand var Mike Hansen, der følte sig godt tilpas i sin nyindkøbte, til denne sæson, Suzuki Swift Sport. Henrik Larsen i Fiat 500 Abarth var den næsthurtigste mens Brian Johannesen var 3. hurtigste mand. Mathias Valentin havde en lille tur i sandkassen på den fugtige bane, men teamet fik bilen klar til kvalifikationen, efter en tur med vandslangen og lidt småreservedele.
Efter middag var det blevet tid til kvalifikation. Banen var nu tørret så meget op, at der slet ikke var tvivl om at der skulle slicks på bilerne, og omgangstiderne ville falde dramatisk. Der blev virkelig givet gas oppe foran, hvor Jesper Gregersen tog Pole Position foran lillebror Mikkel og med Tue Lassen på 3. pladsen.
Herefter havde alle kørerne en god, lang ventetid til søndag klokken 10.15, hvor heat 1 skulle køres.
August Christian Hansen fik sin racerdebut i Yokohama 1600 Challenge denne weekend, og var ikke langt fra en Oldboys pokal i heat 2. (Foto: JJ Media)
Oppe foran var det et forholdsvist udramatisk løb, hvor brødrene Gregersen stak af sted og førte løbet fra start til slut. Men bag dem var der gang i sagerne, med Jesper foran Mikkel.
Tue Lassen og Henrik Larsen havde en duel, mens Brian Johannesen kunne profitere af deres duel og smutte forbi og tage den sidste podieplads. Henrik Larsen sluttede 4’er og Tue Lassen 5’er.
Morten Christensen var også involveret i kampen omkring podiepladserne, men han løb tør for benzin 2 omgange før mål, hvilket ærgrede ham meget.
Mark Backhausen støvsuger for alvor pokaler i Oldboysmesterskabet i år – snart må det være tid til den helt store. (Foto: JJ Media)
I Oldboysmesterskabet satte Michael Scharstein konkurrenterne på plads og tog sæsonens 3. sejr. Mark Backhausen snuppede 2. pladsen foran Jimmy Bob Søgaard Jensen. Leif Juhl sluttede på fjerde pladsen foran August Christian Hansen og Jørn Støvring.
Den sidstnævnte fik en flot debut i Rookiemesterskabet, hvor han tog sejren i sit allerførste heat nogensinde foran Lukas Staub.
Starten på heat 1 – brødrene Gregersen (6 og 23) fører feltet an, foran Tue Lassen (44), Brian Johannesen (66), Henrik Larsen (37), Kim Villebæk (12) m.fl. (Foto: JJ Media)
Til heat 2 skulle top 8 vendes, og det betød at Mike Hansen skulle starte fra Pole Position med Mads Østerbro ved siden af ham, med Kim Villebæk og Tue Lassen lige bagved. Da starten bliver der kørt utrolig tæt, og polemanden får et lille puf på vej ud af de første sving. Det betød dog ikke nok da Mike hurtigt fangede bilen – og så kunne konkurrenterne ellers se den blå og røde bagende forsvinde ud i horisonten mens Henrik Larsen, Mads Østerbro, Tue Lassen, Jesper Gregersen og Brian Johannesen kæmpede intenst omkring de næstbedste placeringer.
Boris Dekic havde problemer med bremserne gennem hele weekenden. Så meget, at han valgte ikke at køre heat 2. (Foto: JJ Media)
Kontakt mellem Jesper Gregersen og Tue Lassen sendte den sidstnævnte en tur ind over græsset i en vild snurretur. Han kunne dog fortsætte løbet, efter at have få bilen peget i den rigtige retning igen. Jesper Gregersen måtte dog humpe i pit med et punkteret forhjul.
På løbets 5. omgang kørte Lukas Staub desværre i autoværnet, da hans Citroen Saxo VTS låste baghjulene. Det resulterede i en Safety Car periode, så hele feltet blev samlet igen. Det var rigtig skidt nyt for Mike Hansen, der ellers havde haft en føring på adskillige sekunder.
Jørn Støvring lå ud med en sejr i Rookiemesterskabet i sit allerførste løb – en debut som han helt sikkert vil huske. (Foto: JJ Media)
Mikkel Gregersen havde stille og roligt sneget sig op gennem rækkerne, og da løbet blev genstartet, var han ikke sen til at dykke forbi Mike Hansen og kunne køre sejren hjem. Hansen sluttede 2’er mens Henrik Larsen kørte en flot 3. plads hjem, hårdt presset af Brian Johannesen og Mads Østerbro.
Oldboysmesterskabet blev en gentagelse af podiet fra heat 1, med Michael Scharstein som vinder foran Mark Backhausen og Jimmy Bob Søgaard Jensen. August Christian Hansen tog 4. pladsen foran Leif Juhl og Jørn Støvring.
Der skulle måldommers afgørelse for at afgøre dysten mellem Søren Lyck (49-Renault Clio 2 1,6) og Mathias Valentin (5 – Suzuki Swift Sport) i heat 2 – Lyck havde en brøkdel af en kofanger foran. (Foto: JJ Media)
I Rookiemesterskabet kom Mathias Valentin tilbage og vandt foran Jørn Støvring, mens Lukas Staub, som tidligere nævnt, udgik.
Med weekendens resultater blev der rodet godt og grundet rundt i stillingen i det generelle DIF Danmarksmesterskab. Brian Johannesen er nu gået i føring, efter stabil kørsel, mens Tue Lassen nu ligger på 2. pladsen. Mikkel Gregersen ligger 3’er, mens resten af top 10 er Mike Hansen, Mads Østerbro, Morten Christensen, Mathias Valentin, Henrik Larsen, Michael Scharstein og Kim Villebæk. Der er blot 25 point som adskiller 10. pladsen fra 1. pladsen, så ingen er for alvor stukket af endnu.
Tæt kamp under starten på heat 2 – Mike Hansen (98) mod Mads Østerbro (17) mod Brian Johannesen (66) mod Kim Villebæk (12) (Foto: JJ Media)
Mathias Valentin fører fortsat Rookiemesterskabet, men Lukas Staub og Jørn Støvring ligger ikke ret langt bag ham, så han kan ikke slappe af endnu.
Oldboysmesterskabet føres af Michael Scharstein, men Mark Backhausen hænger rigtig godt på. Så er der et lille hul ned til Leif Juhl på 3. pladsen og Jimmy Bob Søgaard Jensen som 4’er.
Brian Johannesen fører Yokohama 1600 Challenge DIF Danmarksmesterskabet 2017 efter 2 afdelinger. (Foto: JJ Media)
Nu holder Yokohama 1600 Challenge en lille pause på 6 uger, inden at vi er tilbage på Ring Djursland den 10.-11. juni.
Kørerforeningen Gr. N Yokohama 1600 Challenge JJ Media Læs mere om: Padborg Park30/04/17 - Padborg Park - 1600 Challenge |