Citroën DS3 Cup   14/05/17

Nordjysk debutsejr på Vålerbanen
Med føring fra start til mål kørte Morten Jespersen sig til sin anden sejr af tre mulige i årets DS3 Cup, da weekendens første finale blev afviklet på Vålerbanen i Norge.

Det 19 biler store felt blev ramt af et mindre mandefald før starten, for med kun en time mellem kvalifikationen og den første finale, skulle der ikke gå meget galt, før selv små problemer kunne koste deltagelsen. Det skete blandt andre for svenske Isac Aronsson, der er færdig for weekenden, efter han crashede i slutningen af kvalifikationen. Det samme gjorde norske Daniel Størkersen, men han nåede til start fra andenpladsen på gridden. Også Rune Staudt og Kristian Moe Sætheren måtte se på fra sidelinjen. Staudt med en knækket trækaksel, og Sætheren som følge af et uheld i kvalifikationen.


Kenn Bach fik en superstart fra tiende position og var oppe som firer. Det holdt dog ikke helt til mål for nordjyden, der dog fik sikre point med en femteplads.

Fra start kom Jespersen godt afsted, mens Størkersen holdt bomstille og raslede ned i starten. Det udnyttede Jonas Lynge til at tage andenpladsen, mens Jørgen Worthmann og Kenn Bach også fik gode starter. De vekslede henholdsvis en sjetteplads til en tredjeplads og en tiendeplads til en fjerdeplads. Flot arbejde af de to danske kørere.

Filip Sandström fik en elendig start fra tredje position, men svenskeren satte hurtigt ind.


Filip Sandström har på rekordtid slået sit navn fast i DS3 Cup - lørdag viste den unge svensker atter flot racecraft og tog en fuldt fortjent tredjeplads i Våler.
(Foto: Niklas Majgaard/DS3 Cup)

Stærkt svensk comeback
Ude foran satte mesterskabs-etteren Morten Jespersen sig på løbet, og fik følgeskab af Jonas Lynge, og de to skabte hurtigt et stort forspring til de øvrige forfølgere.

Jørgen Worthmann satte sig også tidligt på tredjepladsen, og så længe ud til at være en sikker podiekandidat, men sådan gik det ikke helt til mål.


Jørgen Worthmann var godt med i heatet, men mod slutningen slog dækkene ikke helt til. Det gav en fjerdeplads.

Først måtte Kenn Bach opgive at forsvare sin fjerdeplads mod Mads Frederiksen og Filip Sandström. Siden tog svenskeren fjerdepladsen, og blev skarpt forfulgt af Frederiksen hele vejen til mål. Mod løbets slutning begyndte Jørgen Worthmanns dæk at tabe terræn, og de to unge talenter gik forbi i kampen om tredjepladsen. Til sidst kørte Frederiksen i pit, og dermed blev det til sæsonens anden sejr i træk for Morten Jespersen foran Jonas Lynge og Filip Sandström. Jørgen Worthmann blev firer og Kenn Bach femmer. Heidi Frydenhaug tog sjettepladsen, og starter dermed i pole position i søndagens heat.

Det sagde de efter løbet:
Morten Jespersen, vinder:
- Det var helt perfekt at vinde fra pole position her i første heat. Vi har aldrig været her før, så det er skønt at få fuld valuta for vores forberedelser. Banen passer mig virkelig godt - jeg er helt vild med, at man kun kan køre hurtigt her, hvis man går hårdt på banens curbs og rammer linjen perfekt hver gang.

Jonas Lynge, P2:
- Jeg er godt tilfreds. Fik en fin start, og kom godt igennem al rodet op til første sving. Bilen blev hurtigere og bedre undervejs, så jeg hentede godt ind på Morten mod slutningen - det var dog ikke helt nok til at overhale ham.

Filip Sandström, P3:
- Sikke en fight. Jeg fik smadret min start fuldstændigt, og jeg tabte masser af pladser der. Måtte sætte jagten ind, og det gik heldigvis godt. Det var en sjov duel med Jørgen Worthmann og Mads Frederiksen - og at ende på podiet igen er bare en perfekt afrunding på et godt heat.

Jørgen Worthmann, P4:
- Kanon godt, at vi fik et så fair og spændende race som det her. Jeg satsede og kørte med brugte dæk, men det holdt desværre ikke for mig. Bilen var hurtig i starten, men på de sidste par omgange havde jeg ikke nok fart til at holde fast. Alt i alt er jeg dog godt tilfreds.

Insight Racing


Læs mere om:
  • Våler
  • 14/05/17 - Våler - Citroën DS3 Cup

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport