Årets anden afdeling af Road Racing DM blev i Bededagsferien kørt på den 3.125m. lange bane Mantorp Park, Sverige.
Her var Michael Møller Pedersen med sin Aprilia RSV4 RF til start i den hurtige Superbike klasse, hvor han skulle forsøge at følge op på de gode resultater til første afdeling i Slovakiet. Løbene blev afviklet på Mantorp Park med en banelængde på 3125 m. Zenergy Racing stod som arrangør med i alt 105 kørere fra Norden.
(Foto: Morten Kimer Hansen, kimersfoto.dk)
To gange podie trods store problemer med grip
Temperaturen i luften og på banen var ligesom ved første afdeling meget lav og med smådryp lørdag og søndag, gav det igen udfordringer for kørerne. Michael havde ligeledes store udfordringer med at holde en optimal temperatur og vejgreb i sit fordæk, som gjorde det svært at finde det sidste sekund på den ujævne bane.
(Foto: Morten Kimer Hansen, kimersfoto.dk)
Til lørdagens løb som var DM seriens 3. skulle Michael starte fra 3. startplads i det 22 mand store felt.
Michael kom godt fra start og lå på første omgang på 1. pladsen efterfulgt af Simon Tirsgaard og Steven Tirsgaard.
Det holdte dog kortvarigt, da begge Tirsgaard i løbet af de første par omgange tog 1. og 2. pladsen og satte Michael tilbage på en 3. plads. På løbets resterende omgange kom Morsingboen endnu en gang i problemer med den lave temperatur, men sluttede løbet på en solid 3. plads efter Steven Tirsgaard som vinder, og Simon Tirsgaard som 2’er.
(Foto: Morten Kimer Hansen, kimersfoto.dk)
Til søndagens løb (løb 2) Skulle Michael Møller Pedersen igen starte fra 3. startplads.
Her fik han igen en god start, og kunne gå ind i sving et på 2. pladsen efter Steven Tirsgaard men måtte igen se sig forvist til 3. pladsen da Simon Tirsgaard hurtigt går forbi igen.
Løbet lignede derfra en gentagelse af lørdagens løb, med koldt fordæk og dårlig ”føling” med fronten.
På løbets 3. sidste omgang fik Michael Møller Pedersen selvskab af Midtjyden Ulrik Døssing Nielsen, som overtog 3. pladsen, indtil sidste omgang, hvor det lykkedes Michael at slå tilbage og slutte løbet på 3. pladsen, 0,434 sekund foran Døssing.
Michael kørte stævnets 3. hurtigste omgangstid på 1.17,724
(Foto: Morten Kimer Hansen, kimersfoto.dk)
Michael siger:
”Jeg er efter omstændighederne rigtig godt tilfreds med weekendens to 3. pladser. Jeg manglede et lille sekund pr. omgang for at kunne gøre mig gældende i kampen om 1. pladsen. Jeg kunne have satset hele butikken i et forsøg på at følge de to Tirsgaard, men uden ordentlig føling med forhjulet synes jeg ikke det var værd at risikere et styrt og potentielt smide 32 point væk i den samlede stilling”
(Foto: Morten Kimer Hansen, kimersfoto.dk)
Den samlede DM stilling efter weekendens to løb føres af Steven Tirsgaard med 86 point, Simon Tirsgaard på 2. pladsen med 85 point, Michael Møller Pedersen på 3. pladsen med 73 point, Ulrik Døssing Nielsen nummer 4 med 26 point og Rene Prang på 5. pladsen med 24 point.
Følg Michael på Facebook, på facebook.com/TheMichaelMoller/
www.TheMichaelMoller.com Læs mere om: Michael Møller Pedersen |