DM Rally   29/05/17

Simon Larsens DM-revanche blev plaget af udsættere
For Simon Larsen Rallysport fik årets anden runde af Danmarksmesterskabet i rally ikke det forløb, som Simon Larsen, Nykøbing F., og co-driver Carina Møller, København, havde satset på. De blev plaget af udsættere - først i rallybilens maskinrum og siden hos løbsledelsen - men endte dog med at køre hjem med en klassesejr baseret på kalkulerede tider.

Simon Larsen udgik i årets første DM-runde med et utæt kølesysten og kørte efter at revanchere sig i anden runde.

- Vi havde et motorproblem. Fik motoren for meget gas, begyndte den at sætte ud. Jeg måtte nøjes med at køre med 6.000-6.500 omdrejninger i minuttet mod normalt 8.000 for at få den til at køre uden for mange udsættere, forklarede Simon Larsen efterfølgende.


Simon Larsen og Carina Møller kørte sig i Top 5 på fem af rallyets første seks prøver
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

- Vi har skiftet ledningsnet og sensorer, så måske er benzinpumpen årsagen til problemet, tiføjede han med et spekulativt blik på den veltjente Citroën C2 R2 Max.

Efter seks af 12 planlagte hastighedsprøver i det godt 270 kilometer lange jydske Juelsminde Rally, var der servicepause og da blev Simon Larsen og Carina Møller udelukket for at have brugt 16 minutter for meget tid mellem prøverne. Dét forstod det sjællandske team ikke, men bøjede sig for løbsledelsens afgørelse, og pakkede sammen for at køre hjem.


(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

Annullerede udelukkelsen
I forhold til sportsreglementet blev diskvalificeringen imidlertid truffet på et forkert grundlag, og blev derfor senere trukket tilbage, men da var det for sent for det sjællandske team at køre de resterende hastighedsprøver.

- Derfor blev vi genindsat i resultatlisten med såkaldte ”fair tider“ beregnet på basis af de tider, som vi kørte på løbets første seks hastighedsprøver, hvilket ender med at give os sejren i R2-klassen og en slutplacering som nummer fire i generalklassementet, forklarede Simon Larsen senere, som i øvrigt gav udtryk for stor tilfredshed med samarbejdet med Carina Møller efter at hans tidligere co-driver af private årsager har trukket sig.


Simon Larsen måtte med diskvalificeringen kikke langt efter et topresultat, men det ændrede sig senere
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

Kom ufrivilligt i klemme
Med diskvalificeringen blev Simon Larsen og Carina Møller ufrivilligt og uforskyldt bragt i en situation, som de hellere end gerne havde været foruden.

- Selvom vi endte med at få DM-point, så er vi med et beregnet resultat ikke så godt stillet, som hvis vi havde fået mulighed for at køre de manglende prøver og vise, at vi fair and square kunne præstere et endnu bedre topresultat uden behov for en protest- og ankesag. Men det er den slags, som kan ske i rally. Vi er ikke sure, bare ærgerlige, sluttede Simon Larsen.


Carina Møller var ikke sit sædvanlige smilende jeg efter diskvalificeringen
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

En protest fra et konkurrerende team mod rallyets resultatliste og løbsledelsens håndtering af situationen omkring Simon Larsen og Carina Møller blev afvist, hvorefter sagen blev anket til senere behandling i bilsportsunionen DASU’s Amatør- og Ordensudvalg.


(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

Næste opgave for Simon Larsen Rallysport bliver formentlig KOMO Rallysprint ved Kalundborg den 22. juli.

Morten Dam
Specialpressen


Læs mere om:
  • Carina V. Møller
  • Simon Larsen
  • Juelsminde
  • 27/05/17 - Juelsminde - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk