ADAC Formel 4    12/06/17

Nicklas Nielsen tilbage på vinderkurs
Begejstringen over to podiepladser under weekendens Formel 4-løb på Red Bull Ring i Østrig blev dæmpet lidt på grund af en 8. plads i søndagens første race. Men i den samlede stilling har danske Nicklas Nielsen forstærket sin position i den tyske grand prix.

20-årige Nicklas Nielsen er efter weekendens løb på Red Bull Ring i Østrig tilbage på sporet i en af Europas hårdeste grand prix-serier, det tyske ADAC Formel 4.


(Foto: Burkhard Hasan)

Nicklas kører sin 2. sæson i Tyskland, hvor han i år kører for US Racing, der ejes af Ralf Schumacher og Gerhard Ungar. Ejerne har ikke lagt skjul på deres forventninger til den 20-årige dansker fra Hørning. Efter denne weekends 3 løb ligger Nicklas på en samlet fjerdeplads og er klart bedre placeret end de øvrige 3 F4-kørere i Schumachers stald.

Nicklas måtte helt ned på en startposition som nummer 7, da lørdagens race blev skudt i gang, men kørte sig flot frem i feltet og sluttede som nummer 3. Søndag formiddag startede han som 3’er, og kom faktisk også fint ind i løbet.

- Så var der et uheld, og vi samlede os bagved en safety-car. Da den er væk, og løbet sættes i gang igen, opstår der en del tumult, og jeg valgte bevidst at køre fornuftig i stedet for at mase mig frem. Ved at satse i den slags situationer, er der jo en stor risiko for, at man bliver impliceret i et sammenstød og dermed sætter det hele til, sagde Nicklas efter løbet.


(Foto: Burkhard Hasan)

Han sluttede som nummer 8 i andet race og startede som nummer 8 ved det tredje og sidste løb, som blev afviklet søndag sidst på eftermiddagen.

- Jeg fornemmede, at de havde givet bilen noget ekstra fart – den fart som jeg savnede i andet løb. Jeg kom hurtigt frem og overhalede faktisk 3 på én gang i andet sving, og jeg var ret hurtigt oppe på andenpladsen, som jeg holdt samtlige 18. omgange. Jeg er tilfreds med vores indsats i Østrig, og vi er også tilfredse med den samlede stilling, selv om jeg selvfølgelig stadig ærgrer mig lidt over mit uheld for 3 uger siden på Lausitzring. Men sådan er det jo i motorsport, siger Nicklas.


(Foto: Burkhard Hasan)

Han har nu 4 ugers pause, før han igen skal i køredragten og forsvare og gerne udbygge sin position. Med 65 point i den samlede serie er der 29 point op til nummer 1 og 2. En førsteplads i hvert race giver 25 points, så Nicklas har fortsat både muligheden og ambitionen om at ende på sejrskamlen, når det hele gøres op til september.

- Løbet i juli køres på Oschersleben, hvor vi også havde sæsondebut. Den har jeg rigtig gode erfaringer med og sluttede som henholdsvis nummer 1, 2 og 9, da vi kørte deroppe i slutningen af april.


(Foto: Burkhard Hasan)

US Racing

Teddy Gehrke


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Red Bull Ring
  • 11/06/17 - Red Bull Ring - ADAC Formel 4

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk