CHGP   21/06/17

VM-vindere til Copenhagen Historic Grand Prix 2017
CHGPMed en sejr i 2016-sæsonens sidste VM-afdeling i Bahrain vandt de to danske Aston Martin-piloter VM-titlen i FIA World Endurance GT Championship. Sejren var Nicki Thiims og Marco Sørensens anden i en sæson, der talte ni afdelinger, og betød ikke kun at makkerparret sikrede sig det individuelle verdensmesterskab men også, at deres team, Young Driver AMR (Aston Martin Racing, red.), vandt VM-titlen i teammesterskabet.

Sammen med CHGP-ambassadør Tom Kristensen og flere andre professionelle racerkørere, vil Nicki Thiim og Marco Sørensen kaste glans over sommerens historiske motorsportsbegivenhed. Det store antal racerstjerner er hvert år et trækplaster ved Copenhagen Historic Grand Prix og vækker stor glæde hos organisationen, som kontinuerligt og målrettet arbejder på at stille et international idrætsanlæg til rådighed, hvor publikum og racerfans helt tæt på kan fejre, hylde og opleve de mange Europa og verdensmestre, som vi har i Danmark inden for ”idrætsgrenen” motorsport.

Foruden at kunne opleve de danske VM-vindere i det traditionsrige Royal Pro/Am, der køres både lørdag og søndag, vil publikum og gæster til Copenhagen Historic Grand Prix også have mulighed for at nærstudere den vindende Aston Martin Vantage GTE med startnummer #95. I samarbejde med Aston Martin vil smøre- og olieproducenten TOTAL udstille en showmodel på deres udstillingsstand ved siden af Aston Martin, hvor det er muligt at opleve de populære gademodeller fra det engelske sportsvognsmærke. I weekenden vil de to danskere skrive autografer på standen foran vinderbilen.

Aston Martin Vantage GTE er baseret på gademodellen V8 Vantage. Racerbilen anvender samme aluminium chassis ligesom motorbloggen, cylinderhoveder og krumtapaksel er identiske. Overordnet set ligner den rendyrkede racerbil sin mere komfortable gadebror, men tæt på ses det tydeligt, hvordan der er arbejdet med at optimere aerodynamikken.

I GTE Pro klassen i FIA World Endurance Championship er der en minimumsvægt på 1.245 kg, hvilket er omkring 400 kg under gademodellen. Markant vægt er barberet fra i karrosseripladerne, hvor flere af bilens paneler er fremstillet i letvægtsmaterialet kulfiber. I cockpittet er der sparet vægt ved at fjerne moderne bekvemligheder, som de elektriske lædersæder, infotainment system, tæpper og lydisolering. Kræfterne kommer fra en letvægts V8-motor med tørsumpsmøring og tæt på 500 hk afhængig af indsugningshullets størrelse. Gearkassen er af den sekventielle type med seks trin, hvor kørerne skifter gear via to skiftepaler bag rattet.

Også Aston Martin Copenhagen medbringer et blikfang til CHGP i form af mærkets helt nye Aston Martin DB11. Den spektakulære GT-sportsvogn vil i weekenden fungere som safetycar. En hovedrolle den smukke Grand Tourer er mere end velegnet til med sine forførende karrosseriformer og sin V12-motoren, der yder hele 600 hk.

Foruden Royal Pro/Am indeholder løbsprogrammet til Copenhagen Historic Grand Prix hele fem historiske racerklasser, de iøjefaldende og underholdende Legend Cars samt den moderne MASCOT DTC-serie (Danish Thundersport Championship).

www.chgp.dk

Thomas Wulff


Læs mere om:
  • Bellahøj (Gadeløb)
  • 06/08/17 - Bellahøj (Gadeløb) - CHGP

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk