Det blev en fantastisk 5. afdeling af Yokohama 1600 Challenge for Omotorsport.
Teamet fra Låsby havde som målsætningen inden weekenden, at der skulle ydes maksimalt, og at der skulle så mange point på kontoen som muligt for Brian Johannesen.
Løbet skulle køres på FDM Jyllandsringen, der ligger blot 15 minutter fra hjemmebasen, og det betød også at der var masser af venner, familie og sponsorer til at støtte teamet gennem hele weekenden.
Løbet var samtidig det største både tilskuer- og deltagermæssigt, så allerede fredag eftermiddag var bilerne på banen. Brian Johannesen kørte masser af gode omgange, hvilket rakte til 5. hurtigste tid i det næsten 30 bils store felt. En absolut godkendt start på weekenden. Der var dog stadig plads til forbedringer, for stilstand er tilbagegang.
(Foto: JJ Media)
Mekanikerne havde som altid klargjort bilen 100 %, så Brian blot kunne fokusere på at køre en hurtig omgang i kvalifikationen lørdag.
Allerede få minutter efter det grønne flag, måtte bilerne ned i fart igen, da hele to konkurrenter måtte ryddes fra banen på grund af at de ikke kunne køre videre. Det brød rytmen, og i stedet for 20 minutters kvalifikation, var der kun 15 minutter tilbage til at sætte en tid på. Det kombineret med trafik på banen, var lige ved at give Omotorsport sved på panden, da Brian en overgang lå udenfor top 10.
Efter en hurtig justering i pitten, var han dog klar til at sætte 3 hurtige omgange, hvoraf den sidste skulle blive den hurtigste. I det ultra tætte felt rakte det til 8. hurtigste tid, hvilket teamet ikke kunne være helt tilfreds med. Der var dog mindre end et halvt sekund til top 5, så det var marginaler som afgjorde kvalifikationen.
Derfor blev bilen tjekket igennem fra ende til anden, inden at heat 1 skulle køres senere samme eftermiddag.
Da de 5 røde lamper slukkede, fik Brian umiddelbart en rigtig god start. Han måtte dog lave en kraftig undvigemanøvre, da en kører foran ham på startgridden fik tekniske problemer, og holdt helt stille midt på banen. Alligevel lykkedes det den hvide og orange Suzuki Swift Sport med nummer 66 i sideruden at vinde 3 placeringer rundt på første omgang.
(Foto: JJ Media)
Placeringerne bølgede dog lidt frem og tilbage omkring Brian, så i nogle omgange var han lige kortvarigt tilbage på 6. pladsen.
Med 5 minutter tilbage af heatet, skiftede vejret dog fra solskin, til en regnbyge, hvilket gjorde banen glat som is – især på de helt glatte tørvejrsdæk uden mønster til at flytte vandet.
Men erfaringerne fra rallytiden, og uden at være nervøs for at køre lidt sidelæns, lykkedes det Johannesen at avancere to pladser, så det endelige løbsresultat blev en fin 4. plads, mindre end et halvt sekund fra en podieplads.
Der var dog alligevel smil på læben hos teamet, da de nærmeste konkurrenter i mesterskabet alle sluttede bag Brian.
Lørdag aften var der fest i Omotorsport teltet, med live musik, hvor både venner, bekendte og andre hold fra både Yokohama 1600 Challenge, men også andre klasser, kiggede forbi teltet til en hyggelig snak og måske en lille svingom for dem som var til det.
Søndag middag skulle weekendens sidste heat køres, og her blev der for alvor brug for mekanikernes ekspertise og hurtighed på fingrene. En time før heatet skulle køres, silede det ned, og alle var overbevist om at det var tid til regndæk.
Banen tørrede dog utroligt hurtigt op, og 10 minutter før heatet skulle køres, var der faktisk et tørt spor rundt på banen. Derfor måtte der nu tørvejrsdæk på bilen, i allersidste øjeblik, inden at Swift’en skulle sendes på banen.
Fra 5. startposition fik Brian en helt fantastisk start, og var helt oppe på 3. pladsen efter den første omgang. Her sluttede avancementet dog ikke, og i løbet af 5 omgange var han helt i front af feltet, og så ud til at have alt under kontrol.
(Foto: JJ Media)
Vejrguderne syntes dog, at de ville blande sig lidt i løbsresultatet igen, og de kørere i feltet der var blevet på regndæk, var nu pludselig hurtigere end kørerne på tørvejsdæk – heriblandt Brian.
Til tider kørte han mere sidelæns end fremad, men vigtigst af alt, så holdt han sig på asfalten, hvilket ikke lykkedes for alle konkurrenterne.
Med 3 omgange tilbage af løbet smuttede den første regndæks-kører forbi, og på løbets allersidste omgang kom yderligere to forbi.
En sikker tørvejrssejr blev forvandlet til en regnvejrs 4. plads.
Selvfølgelig ville teamet gerne have haft en pokal med hjem fra weekenden – men det allervigtigste mål blev nået: Omotorsport og Brian Johannesen er nemlig tilbage i front af DIF Danmarksmesterskabet.
Der er dog stadig 3 weekender tilbage af årets mesterskab, så meget kan nå at ske endnu.
Om halvanden uge er teamet tilbage på banen igen, hvor der bliver ekstra tryk på kedlen. På Padborg Park skal teamet deltage i et endagsløb, hvor alt afvikles over en dag. Derfor stilles der ekstra store krav til mekanikerne, men Brian Johannesen kan traditionelt godt lide den Sønderjyske bane, hvor han indtil videre har taget 2 Pole Positions samt flere sejre.
Omotorsport
JJ Media Læs mere om: Brian JohannesenJyllandsringen20/08/17 - Jyllandsringen - 1600 Challenge |