Supertourisme   29/08/17

Meget ung debutant i Night Race
Et helt nyt navn dukker op i superklassen i dansk motorsport, når det fascinerende Night Race, der er både ekstremt hårdt og mørkt, køres på Padborg Park den første lørdag i september. Det er den kun 17-årige Casper Røes fra Odense, der debuterer i OK MOBIL 1 DST.

Den meget unge debutant afløser Kristian Thorsen, Lunderskov, og bliver teammakker med Jesper Egebart i Nordic Racing. Casper Røes var kun 8 år, da han første gang kørte race. Det var i en gokart.

- Når det ikke blev hverken fodbold eller håndbold, så har det måske noget at gøre med, at jeg nok er for egoistisk til holdsport, og så var jeg allerede som dreng bidt af fart.

I 2016 skiftede fynboen gokart ud med Formel 4-biler, og han valgte at køre i den franske serie.

- Det var ligesom det, der var penge til, og så tiltrækker det mig, at der køres på et højt niveau i Frankrig.


(Foto: www.pro-photos-sport.com)

Casper Røes kører også fransk Formel 4 i 2017-sæsonen, men nu griber han så også chancen i den danske supertourisme-serie.

- Vi er rigtig gode venner med Thorsen-familien, og da Kristian mistede lysten, var der pludseligt et ledigt sæde, forklarer Casper Røes.

Onsdag i sidste uge sad han så for første gang i en rigtig racerbil, og på en måde var han oppe til en eksamen. Han bestod.

Onsdag i denne uge er han så igen på Padborg Park. Han skal ikke blot lære at køre en helt ny racer. Han skal også først til at lære Padborg Park at kende.

Og den første lørdag i september skal Casper Røes så også for første gang køre efter mørkets frembrud.

- Det bliver naturligvis en stor udfordring, men jeg føler mig godt tilpas i bilen, og jeg håber, jeg kan presse nogle af de mange gode konkurrenter i klassen.

Casper Røes kører også med i MOBIL 1 DST 2017 på Ring Djursland og i sæsonfinalen på Padborg Park.

Poul Erik Thomsen


Læs mere om:
  • Casper Røes
  • Padborg Park
  • 02/09/17 - Padborg Park - Supertourisme

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport