DM Rally   29/08/17

Stadig muligt at komme til start i DM-Rally 3
Kom man for sent til at melde sig til start i årets tredje DM-runde, Hankook Slagelse Rally, den 8.-9. september, er der stadig en chance for at være med i kampen om point til såvel mesterskaberne i de enkelte klassementer som til det officielle DIF-mesterskab - Dansk Super Rally.


Bettina Poulsen åbnede mandag aften en kattelem, og gav med to døgns forlængelse af anmeldelsesfristen flere chancen for at komme til start i Hankook Slagelse Rally
(Foto: MD/autoMOTIV - specialpress@gmail.com)

Har åbnet kattelem
Selvom den officielle frist for anmeldelse udløb mandag den 28. august, blev der samme dags aften åbnet en kattelem til de, som ikke nåede at få meldt sig til start, idet anmeldelsesfristen blev forlænget til og med onsdag den 30. august.

Årsagen hertil er ifølge løbsleder Bettina Poulsen, Slagelse Auto Sport:

- Fordi der umiddelbart op til fristens udløb blev kørt et mesterskabstællende minirally, og det kan have fået nogle til at vente med at tilmelde sig, før de kunne være sikre på at have en bil i topform til rallyet i Slagelse, fastslår Bettina Poulsen og tilføjer:

- Derfor besluttede vi at forlænge fristen og dermed åbne en mulighed for at køre med i kommende Hankook Slagelse Rally.

DM-Rally og MiniRally
I det nys afviklede minirally, måtte 17-18 deltagere vende hjem med biler, som enten havde noget krøllet karrosseri eller tekniske defekter til udbedring, men kan de få skavankerne udbedret, er der altså stadig en chance for at hente point til opgøret om Dansk Super Rally, som er det officielle Danmarksmesterskab udskrevet af Dansk Idræts Forund.

Hankook Slagelse Rally omfatter både årets tredje DM-runde og et minirally.

DM-afdelingen er på 349 kilometer med 16 hastighedsprøver fordelt på 135 kilometer og med både rundbaner og gennemgående hastighedsprøver. Minirallyet, som ligeledes er DM-tællende, er på 132 kilometer med seks hastighedsprøver fordelt på 45 kilometer.

Begge løb har start og mål hos Hansen Biler i Slagelse.

Link til Hankook Slagelse Rallys webside: www.slagelserally.dk/information-1.html

Slagelse Auto Sport

Morten Dam
Specialpressen


Læs mere om:
  • Slagelse
  • 09/09/17 - Slagelse - DM Rally - DM

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto