Supertourisme   17/09/17

Protestdrama efter Mikkel Mac-sejr
Hvilket drama! Både på banen og bagefter ved dommerbordet. Frederik Nymark, Martin Andersen og Mikkel Mac leverede et forrygende race i 2. heat i OK MOBIL 1 DST på Ring Djursland, og teamchef i Nymark Racing, 2016-mesteren Michael Outzen, var helt oppe at køre i samme tempo, da han umiddelbart efter det ternede flag stod ved dommerbordet.

Hans kører, Frederik Nymark, var startet forrest i heatet, og han lagde sig også i spidsen, og der plejer han at blive. Han afviste Martin Andersen, der blev angrebet af Mikkel Mac.


(Foto: Brian Staal)

Det var et MacAttack, der ville noget. Mikkel Mac kom forbi Martin Andersen, og derefter satte han jagten ind på den førende Frederik Nymark, og i det allersidste sving lykkedes det Mac og presse sig forbi Nymark og lige akkurat komme først over målstregen.

Det var en overhaling, som gjorde Michael Outzen rasende. Det er hans påstand, at Mikkel Mac overhalede i gul flagzone, og det er ikke tilladt.

Protesten er i første omgang blevet afvist, og det betyder, at finalen i OKMOBIL 1 DST på Ring Djursland nu køres med en Mikkel Mac i front. Som han er kørende her i denne weekend, bliver han ikke let at komme forbi.


(Foto: Brian Staal)

Men han har Ole Petersen ved lige skråt bag sig, og han har altså også fart på denne søndag og har kørt sig ind i kampen om mesterskabet.

I det regnskab har Michel Nykjær indtil nu haft en dårlig fødselsdag på Djursland. Han måtte nøjes med en 8. plads i 2. heat.

I finalen starter Kevin Rossel og Martin Andersen i anden række, med Nicki Kristensen og Frederik Verner lige efter, og i fjerde startrække holder Michel Nykjær og Frederik Nymark.

Danish Supertourisme


Læs mere om:
  • Ring Djursland
  • 17/09/17 - Ring Djursland - Supertourisme

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport