Efter en flot sæson kunne Tue Lassen i foregående weekend række hænderne i vejret med en sølvmedalje om halsen.
Den 30 årige racerkører fra Kjellerup har gennem Yokohama 1600 Challenge sæsonen kæmpet alt hvad han kunne, og selv om der har været meget modgang, har der også været så meget medgang at andenpladsen kunne sikres.
Sæsonen startede på hjemmebanen FDM Jyllandsringen og her kom de to første podiepladser i hus, med dobbelt op på andenpladserne. Dermed kunne han tage fra Åbningsløbet som førende i mesterskabet.
(Foto: JJ Media)
Den anden afdeling skulle køres blot en uge efter, og denne gang var det på Padborg Park. Med 80 kg succesballast i bilen, vidste han på forhånd at det ikke ville blive nogen nem weekend. Alligevel kom der gode point på kontoen, selv om han måtte afgive føringen i mesterskabet.
Han kunne drage til den 3. afdeling på Ring Djursland med blot 10 ekstra kilo i bilen, og straks var han tilbage på podiet igen – en 3. plads i heat 1 og en 2. plads i heat 2. Dermed var han igen i front af mesterskabet.
Den 4. afdeling af Yokohama 1600 Challenge blev kørt i Tyskland, hvor de 70kg succesballast virkelig gjorde ondt på den hvide og grå Peugeot 207 med nummer 44 i sideruden. På den 4,5 kilometer lange bane, med en masse hurtige sving, tyngede vægten virkelig Tue. Det blev blot til en 7. og en 8. plads i de to løb, men det vigtigste var at få point med hjem fra den lange tur sydpå.
(Foto: JJ Media)
Grand Prix Danmark i august blev lidt af en skuffelse. Et regnvejr midt i heatet gjorde banen spejlblank på de mønsterløse tørvejrsdæk. Tue hang dog godt i og var faktisk den hurtigste mand på banen, men han endte i sandkassen efter kontakt med den førende i løbet. Dermed skulle han starte langt tilbage i søndagens løb. Han fik kæmpet sig hele vejen op til 6. pladsen, da et hjul pludselig gik løst. Han måtte i pit og få det efterspændt, og da han kom ud på banen igen, åbnede himlen sig. Regnen var meget kraftigere en dagen før, og da nogle kørere i feltet havde satset på regndæk fra starten af løbet, måtte han tage til takke med en skuffende 18. plads.
Tue Lassen gav dog ikke sådan lige op, og til Night Race på Padborg Park var han tilbage på podiet efter endnu et flot heat. Desværre blev det andet heat på den sønderjyske bane stoppet på grund af et stort uheld, men heldigvis kom Tue og bilen uskadt igennem balladen.
(Foto: JJ Media)
På Ring Djursland 14 dage senere var der igen sølvtøj til køreren fra Kjellerup. Efterhånden havde han fået kæmpet sig op på andenpladsen i mesterskabet, og han gik derfor ind i finaleweekenden med målet om som minimum at forsvare denne placering og presse manden på førstepladsen mest muligt.
Han valgte at gå til weekenden med sikker og hurtig kørsel, og på trods af at han havde en stor omgang feber i kroppen, lykkedes det ham at køre to 7. pladser hjem og sikre sig en flot sølvmedalje i DIF Danmarksmesterskabet.
Efter alle op- og nedturene gennem sæsonen, sluttede han med følelsen af at han havde vundet den flotte andenplads mere end at førstepladsen var glippet. Der var nemlig en utrolig tæt kamp, hvor der kun var få points afstand mellem 2. – 5. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet.
(Foto: JJ Media)
Nu er bilen sat til salg, og teamet er allerede i gang med at lægge planer for den kommende sæson.
TL Motorsport vil gerne sende en tak til alle dem, der har støttet igennem sæsonen og holdt humøret højt, selv om der var flere gange i løbet af sæsonen, hvor mørke regnskyer hang over den hvide og grå Peugeot 207.
Vi ses på banerne i 2018.
TL Motorsport
JJ Media Læs mere om: Jyllandsringen01/10/17 - Jyllandsringen - 1600 Challenge |