Det var en glædesstrålende Michael Christensen, som natten til søndag dansk tid, kørte over målstregen som nummer to, efter 10 timers hård kamp i Petit Le Mans. Løbet markerer sæsonafslutningen på det amerikanske IMSA-mesterskab. Danskeren var igen udlånt af Porsche Motorsport til det amerikanske team Alegra Motorsport, der stiller op i GTD-klassen med en Porsche 911 GT3 R. Til jubel fra holdkammerater, Daniel Morad og Michael de Quesada samt resten af teamet, sluttede Michael Christensen på en flot andenplads efter et finaleløb som traditionen tro, bød på en nervepirrende afslutning. I mål var Michael Christensen kun knap et halvt sekund foran én af Porsches andre fabrikskørere, tyskeren Jörg Bergmeister også i en Porsche 911 GT3 R.
(Foto: Porsche PR)
”Det her finaleløb forløb perfekt for os, og vi er utrolig tilfredse med resultatet. Teamet har arbejdet benhårdt for opgaven, og de fortjener successen,” lyder det fra Michael Christensen, som ved siden af sine normale forpligtelser for Porsche Motorsport i VM-serien, har kørt udvalgte løb sammen med Alegra Motorsport i USA.
”Det er virkeligt fedt, at køre løb i USA. Niveauet, intensiteten og konkurrencen er noget helt særligt, og andenpladsen her til Petit Le Mans er en perfekt afslutning på mine løb sammen med Alegra Motorsport. Vi startede året med at vinde sæson-præmieren på Daytona, og nu slutter vi året af med igen at skulle en tur på podiet. Det kan næsten ikke være bedre”, lyder det videre.
Michael Christensen kan knapt nå at tørre champagnedråberne af ansigtet, før end at han drager videre til Japan. Her støder han til Porsches fabriksteam og hans normale teamkollega franskmanden Kévin Estre, når de to Porsche-piloter allerede i kommende weekenden skal i aktion, når syvende afdeling i verdensmesterskabsserien World Endurance Championship køres på den ikoniske Fuji-racerbane.
(Foto: Porsche PR)
”Det var fantastisk at fejre andenpladsen med teamet (Alegra Motorsport, red.), men nu skal fokus flyttes mod næste weekend, hvor vi kører i den nye Porsche 911 RSR i GTE Pro-klassen. Ved sidste afdeling i Texas endte vi også på en andenplads, og det ville være en utrolig præstation at fortsætte vores podiesucces med endnu et topresultat,” slutter Michael Christesen med et smil.
www.michaelkchristensen.com
Thomas Wulff Læs mere om: Michael Klitgaard ChristensenRoad Atlanta07/10/17 - Road Atlanta - SportsCar Championship |