Efter flere skuffelser med motorhavari i 2017-sæsonen, var Frank Nielsen og Louise Bang Christiansen atter at finde på startlisten, da Rally Midtjylland lørdag den 7. oktober blev afviklet. Det var Ikast og Omegns Motorklub, som stod for planlægningen af Rally Midtjylland, som blev kørt med hovedkvarter i Hjøllund, syd for Silkeborg. Rally Midtjylland var sidste afdeling af både det uofficielle danske mesterskab i minirally, samt sidste afdeling af den populære Mini Rally Syd turnering, som køres over fire afdelinger, fordelt hen over året.
Frank Nielsen og Louise Bang Christiansen følger sporet op en af de våde grusveje i Rally Midtjylland (Foto: rallypics.dk-viggo johansen)
Frank Nielsen og Louise Bang Christiansen havde ved sæsonstart stor motivation for at køre ud og give den gas, og på topplan deltage i kampen om begge mesterskaber. Desværre har sæsonen været plaget af motorskader, som har betydet at de måtte udgå af de tællende løb et par gange.
Betingelsen for at blive placeret i mesterskaberne er hårde. Alle afdelinger tæller i det samlede regnskab, og derfor er der ingen mulighed for at vinde mesterskaberne, hvis flere afdelinger udgår af beregningen på grund af enten tekniske defekter eller afkørsler.
Frank Nielsen og Louise Bang Christiansen havde fuld koncentration på de regnvåde veje i Rally Midtjylland (Foto: rallypics.dk-viggo johansen)
Frank Nielsen og Louise Bang Christiansen fik dog lidt oprejsning i weekendens Rally Midtjylland. En flot 3. plads i den hårde klasse for R2 biler, kronet med en placering som 6. hurtigste bil af alle er godkendt.
”Vi har ikke kørt så meget i år, så vi er fuldt tilfredse med at slutte mini rally sæsonen af med en podieplads, og ikke mindst med at køre os til en samlet 6. plads i et felt, hvor mange burde køre hurtigere end os. Der er jo mange fine hurtige og langt kraftigere biler med i startfeltet” fortalte Frank Nielsen efter løbet.
FN Rally
Viggo Johansen
rallypics.dk Læs mere om: Frank NielsenLouise Bang Christiansen |