Ferrari Challenge   01/11/17

Nicklas hitter i Ferraris verdensfinale
Han har sust lidt rundt i en Ferrari på Padborg Park for år tilbage, men da danske Nicklas Nielsen i fredags satte sig bag rattet i en Ferrari 488 på Mugello-Banen i Italien, var det et perfekt match. Han kom, han kørte, og han sejrede.

De fleste kender det fra hverdagen. Nogle gange mærke man med det samme, at man har fat i det rigtige værktøj, uanset om det er en kartoffelskræller, en skruemaskine eller en golfkølle.

Sådan var det også for det 20-årige danske stortalent Nicklas Nielsen fra Hørning ved Aarhus, da han i fredags satte sig bag rattet i en Ferrari 488 for at dyste om Pirelli-trofæet ved Ferrari Finali Mondiali, det italienske fuldblodsmærkes verdensfinale. Den unge dansker kom, så og sejrede!

Løbene blev i år afviklet på Mugello-banen ved Bologna i Toscana, og invitationen fra Nicklas’ danske samarbejdspartner Formula Racing var et kærkomment afbræk i vinterpausen for den 20-årige danske racerkører, der er på udkig efter et GT-team næste sæson i Tyskland.

Der var allerede lagt op til noget stort under tidskørslerne fredag morgen, hvor Nicklas sikrede sig pole position i det første af weekendens to løb. De blev kørt fredag og lørdag og begge gange med Nicklas som første racerkører over målstregen.

Det er en imponerende præstation, når man tager i betragtning, hvem han satte på plads som nummer 2 i begge løb, nemlig Fabio Leimer, regerende GP2-mester i 2013. Med sine 28 år har Leimer også væsentlig mere erfaring end Nicklas, og schweizeren blev som Formel 2-kører også testet til Formel 1. Kun økonomi skilte Leimer fra en debut i verdens mest eftertragtede motorsportsklasse.

- Selvfølgelig er jeg glad og stolt oven på sådan en weekend. Det er min hidtil største præstation inden for motorsport, og jeg fik masser af ros for min køreteknik og mit talent. Blandt andet fra både Ferraris fabriksteam og de ingeniører, der var tilknyttet mit team.

- Det var en kæmpe oplevelse at være med, og resultatet kan nemt føre en masse godt med sig. Jeg har fået omtale på de rigtige medier og er blevet set an af de gode teams, så jeg er optimistisk. Det vil være superfedt, hvis jeg får chancen for at komme ud at køre for et Ferrari-team næste år, siger Nicklas, der for en lille måned siden også blev testet i Porsche under Carrera Cup på Hockenheim i Tyskland.

www.racingfornicklasn.com


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Formula Racing

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto