Den dobbelte IMSA-mester Christina Nielsen har skiftet Ferrari ud med Porsche og skød i weekenden 2018-sæsonen i gang på Daytona sammen med sit nye team, Wright Motorsports. (Foto: Porsche North America)
Christina Nielsen er positiv efter en effektiv weekend på Daytona International Speedway, hvor den hurtige danskers Porsche 911 GT3 R søndag sluttede i toppen af det benhårde GTD-felt. Weekenden var en mulighed for at forberede sig til sæsonens første løb, 24 Hours of Daytona, men 'Roar Before The Rolex 24' var også Nielsens første arbejdsmøde med sit nye team, Wright Motorsports, og den nye makker, Porsche-fabrikskøreren Patrick Long.
(Foto: Porsche North America)
– Det var superfedt at vende tilbage til Daytona. 'The Roar' er en fantastisk mulighed for at komme på banen og få banket rusten af sig efter et par måneder uden en racerbil, og det er samtidig en god mulighed for at lære et nyt team at kende. Jeg er bestemt ikke blevet mindre begejstret for Wright Motorsports, for stemningen i teamet er suveræn, og jeg føler en optimal støtte, både fra teamet og fra Porsche. Jeg kender Patrick fra før i tiden, da han kørte sammen med min far, og han er en fantastisk person og samtidig ekstrem hurtig, så jeg ser virkelig frem til makkerskabet, lyder det fra Christina Nielsen.
(Foto: Porsche North America)
Til 24-timersløbet på Daytona, som afvikles den 27.-28. januar, får Nielsen og Long selskab af den 32-årige tysker Robert Renauer – som Christina Nielsen kender fra sin tid på de tyske racerbaner, og som tre gange tidligere har stillet op på Daytona – samt den franske Porsche Young Professionals-kører, 23-årige Mathieu Jaminet, som sikrede sig det franske Porsche Carrera Cup-mesterskab i 2016.
(Foto: Porsche North America)
Sluttede testen som tredjehurtigste
Firkløveret mødte hinanden for første gang til weekendens test, hvor Patrick Long satte den rød/hvide Porsche 911 GT3 R på en solid tredjeplads i søndagens kvalifikation, blot 0,1 sekund fra den førende GTD-bil. Der er som altid tale om en benhårdt felt. Hele 21 biler stillede op i GTD-klassen til Roar Before The Rolex 24
– alt fra Audi, Mercedes og BMW til Porsche, Ferrari og Lamborghini – og af dem var de første 18 biler indenfor et sekund på omgangstiden.
– Jeg synes, vi brugte testen effektivt og fik vist nogle gode fremskridt, selv om vi stadig har nogle forbedringer, vi skal have foretaget. Men med weekendens resultater synes jeg bestemt, at vi har et rigtig godt udgangspunkt for sæsonens første løb.
(Foto: Porsche North America)
Christina Nielsens næste opgave er den første officielle træning til 24 Hours of Daytona, som finder sted den 25. januar.
Christina Nielsen Racing
Læs mere om: Christina NielsenDaytona07/01/18 - Daytona - SportsCar Championship |