Det var ikke den bedste start, Jesper Bisted og Arly Larsen fik på Cimbern Rallye, der i weekenden blev kørt som anden afdeling af Danmarksmesterskabet i rally. Men et dækskifte midtvejs i løbet på den grønne og sorte Ford Fiesta Super 2000 gjorde underværker. ”Vi valgte desværre forkerte dæk til de første prøver. De var alt for bløde,” forklarer Jesper Bisted. ”Der var ingen problemer på den første hastighedsprøve, men da der ikke var særlig lang distance mellem prøverne, nåede dækkene ikke at køle af, så midtvejs på prøve 2 oplevede vi problemet.”
Med de rigtige dæk på bilen, gik det fremad for Jesper Bisted og Arly Larsen (Foto: Allan Christiansen)
”På prøve 2 og 3 virkede det som, at vi var punkteret. Jeg var helt sikker på, at vi var punkteret, for bilen kørte nærmest, som om den havde to flade dæk bagpå. Da vi så ved pausen havde fået hårdere dæk på, kørte den meget bedre. Vi kørte på gode tider og kom tættere på kørerne i toppen af feltet.”
Et synligt bevis på, hvad de hårdere dæk betød for tiderne, kunne aflæses i resultatet for løbets sidste hastighedsprøve. I forhold til første gennemkørsel havde Bisted Motorsport halveret afstanden op til bedste mandskab på hastighedsprøven. Slutresultatet blev en generel niendeplads blandt de 81 startende og en tredjeplads i klassen for firhjulstrukne biler.
”Men vi har stadig meget at lære,” indrømmer Jesper Bisted. ”Bilen kørte. Den fejlede ikke noget. Det er stadig ham bag rattet, som skal lære. Det vi ikke fik lært sidste år, skal vi lære i år. Vi skal gerne op i top 5.”
Næste gang Jesper Bisted og Arly Larsen fortsætter deres læreproces, bliver lørdag den 12. maj, hvor tredje afdeling af Danmarksmesterskabet køres på Fyn.
Bisted Motorsport
Læs mere om: Arly LarsenJesper BistedSchleswig21/04/18 - Schleswig - DM Rally |