Porsche-kørerne Christina Nielsen og Patrick Long forsvarede deres startposition i weekendens afdeling af WeatherTech SportsCar Championship, som blev afviklet på teamets hjemmebane i Ohio. Det var en iskold Christina Nielsen, som trods tæt trafik og massivt pres fra konkurrenterne i GTD-klassen formåede at forsvare sin startposition i weekendens WeatherTech-løb på Mid-Ohio Sports Car Course. Sammen med Patrick Long sluttede den danske Porsche-kører på en syvendeplads i den rød-hvide 911 GT3 R fra Wright Motorsports.
(Foto: Ignite Media)
– Det var igen et udfordrende løb, hvor vi måtte indse, at vi ikke kunne være med til at kæmpe om sejren, men i stedet måtte fokusere på at forsvare vores position. Selv om vi havde udfordringer synes jeg, at vi kom rigtig godt gennem løbet sammen, takket være en fantastisk kommunikation i teamet, lyder det fra Christina Nielsen.
– Jeg synes, vi klarer os bedre og bedre, og selv om vi stadig er et nyt team, føles det som om, vi allerede har kørt adskillige løb sammen. En syvendeplads betyder, at vi kan tage hjem med gode point til mesterskabet, men vi har naturligvis ambitioner om bedre resultater. Vi har bestemt øjnene rettet mod podiet.
(Foto: Ignite Media)
Ser frem til Detroit – og Le Mans
Selv om Mid-Ohio Sports Car Course er hjemmebane for Christina Nielsens team, Wright Motorsports, ser Christina Nielsen mere frem til næste afvikling på Belle Island-banen i Detroit, hvor hun sidste år sikrede sig en andenplads.
– Detroit er næste punkt på kalenderen, og det er en bane, som er mere min stil, og hvor jeg har mere erfaring. Samtidig tror jeg også, at den passer bedre til vores Porsche. Vi har også planlagt en test på Watkins Glen, som jeg ser frem til. Generelt er jeg glad for hver eneste gang, jeg får mulighed for at sætte mig bag rattet i vores 911 GT3 R. Der er stadig rigtig meget at lære, forklarer Christina Nielsen.
Løbet i Detroit afvikles den 1.-2. juni, hvorefter Christina Nielsen sætter sig på en hasteflyver til Le Mans, hvor den officielle test forud for 24-timersløbet finder sted søndag den 3. maj.
(Foto: Ignite Media)
Christina Nielsen Racing Læs mere om: Christina NielsenMid-Ohio06/05/18 - Mid-Ohio - SportsCar Championship |