Michelle Gatting sad i en stol og nød solen med racerlarm i baggrunden på Ring Djursland. Hun var eftertænksom. I en pause mellem to løb. Hun har virkelig fået ”kærligheden” at føle i superklassen i dansk motorsport. - Jeg havde Ole Petersen lige bag mig og følte mig presset, og derfor tog jeg en chance og forsøgte at finde en åbning forbi Frederik Nymark i et sving, men han lukkede døren, og vi ramte hinanden. Det er, hvad der sker, når vi kører race, sagde Michelle Gatting, der samtidig fortalte, at hun er lidt træt af, at hun har det omdømme, at hun er parat til at køre ind i hvem som helst for at komme først.
Michelle Gatting kunne også selv pege på et stort hul i en forskærm, da hun kom ind fra et andet heat. Og hun pegede hen på en kollega og konkurrent i Team Jørgen Hansen Biler.
- Det var Ole, der ramte mig.
Talentfulde Casper Røes på bare 17 år havde en stor weekend på Djursland, men også han byttede skærm med en rival i det stærke OK MOBIL 1 DST-felt. Casper Røes ramte 1. heat-vinderen Nicolas Kiesa i 2. heat, og han stod til en udelukkelse, men dommerne begik en procedurefejl, og Røes slap med skrækken.
Det blev således en søndag med skærmydsler i et felt, der aldrig er set bedre, og hvor rivaliseringen mellem de 10 hurtigste er knivskarp. I det drama var det Kevin Rossel, der kom bedst fra Djursland, hvor finalen i supertourisme-klassen blev aflyst på grund af en ulykke i Legend-klassen.
Efter to afdelinger i OK MOBIL 1 DST er det nu Kevin Rossel, der fører serien med 138 points. Han lå flere gange i tæt infight, men han holdt hovedet koldt, og selv om han altså ikke vandt et løb, så kørte han nok points ind på mesterskabskontoen til, at han nu fører.
Lige efter følger Kevin Verner med 131 points, mens Ole Petersen, der uden den aflyste finale stod som søndagens vinder, har kørt sig til 129 points.
Top-8 fuldendes af Michelle Gatting, Frederik Nymark, Casper Røes, Martin Andersen og Mikkel Bang Johnsen.
Serien er fortsat helt åben, og efter en søndag på Djursland er rivaliseringen ikke blevet mindre i superklassen.
Poul Erik Thomsen Læs mere om: Ring Djursland06/05/18 - Ring Djursland - Supertourisme |