Ferrari Challenge   11/05/18

Formula Racing på Spa-Francorchamps: Skal forsvare føring i to mesterskaber
Formula Racing er klar til tredje afdeling af det europæiske Ferrari Challenge-mesterskab, som afvikles på den belgiske Formel 1-bane Spa-Francorchamps denne weekend.
Der er to føringer at forsvare, når Formula Racing den kommende weekend stiller op til sæsonens tredje afdeling af Ferrari Challenge Europe på belgiske Spa-Francorchamps. Det danske team dominerer to mesterskaber i den populære mærkeserie.

– Vi ser frem til en stærk weekend på Spa. Det er en spektakulær bane med masser af historie, og efter to gode afdelinger på Mugello og Silverstone satser vi på, at vores kørere kan hente flere sejre hjem til Formula Racing i Belgien, lyder det fra teamchef Allan Jørgensen.


(Foto: Formula Racing)

Formula Racing lagde hårdt ud i årets første Challenge-afdeling på Mugello, hvor især det unge talent Nicklas Nielsen brillerede ved at tage både pole og sejr i begge weekendens Trofeo Pirelli-løb. Succesen blev fulgt op i anden afdeling på Silverstone for to uger siden, hvor Nielsen tog en sejr mere, og hvor teamets østrigske kører, Alexander Nussbaumer, sikrede en klassesejr i Copa Shell-klassen, hvilket var medvirkende til, at Formula Racing tog den generelle føring i teammesterskabet.


(Foto: Formula Racing)

Nicklas Nielsen: Glæder mig helt vildt
– Jeg glæder mig helt vildt til at stifte bekendtskab med Spa-Francorchamps, som jeg aldrig har kørt på. Det samme kunne jeg sige om Silverstone i sidste måned, hvor det jo gik fornuftigt med en sejr og en andenplads. Vores crew har til gengæld gode erfaringer med banen, så jeg er ikke i tvivl om, at vi hurtigt finder et godt setup, lyder det fra Nicklas Nielsen.


(Foto: Formula Racing)

Nicklas Nielsen, som fører Trofeo Pirelli-klassen med tre sejre ud af foreløbigt fire mulige, har mellem Challenge-weekenderne holdt formen vedlige i karting, hvor den 20-årige racerkører fortsat konkurrerer på topplan i internationale mesterskaber.

Danskeren får uden tvivl kamp til stregen i løbet på Spa-Francorchamps, hvor den belgiske Florian Merckx har annonceret et comeback i Challenge-serien. Merckx er en erfaren Challenge-kører og tidligere mester i den asiatiske serie, og han stiller netop op i Trofeo Pirelli-klassen for Baron Motorsport-teamet.


(Foto: Formula Racing)

Ferrari Challenge Europe afvikles over syv afdelinger á to løb på berømte racerbaner i Europa. Den kommende weekend begynder traditionelt med officielle træningsrunder fredag, mens der både lørdag og søndag afvikles kvalifikation og løb i henholdsvis Trofeo Pirelli- og Copa Shell-klassen.


(Foto: Formula Racing)

Opdateringer, resultater og livestreaming: http://live.ferrari.com

Ferrari Challenge Europe 2018
23.-25. marts: Mugello, Italien
27.-29. april: Silverstone, England
11.-13. maj: Spa-Francorchamps, Belgien
7.-9. juni: Misano, Italien
20.-22. juli: Brno, Tjekkiet
14.-16. september: Barcelona, Spanien
1.-4. november: Monza, Italien

Formula Racing


Læs mere om:
  • Nicklas Nielsen
  • Formula Racing

  •  
    Reklamer

    Yokohama Advan dæk


    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto