Det blev Ronnie Bremer, der blev vinder af det andet kvalifikationsheat for MASCOT Danish Thundersport Championship. Køreren fra Racing Factory havde i kraft af sin ottendeplads i første kvalifikationsheat sikret sig pole position til det andet, og han kunne føre løbet fra start til mål. Medvirkende til Ronnie Bremers sejr var dog også den kamp, som foregik bag ham.
Ronnie Bremer førte løbet fra start til mål (Foto: Henning Smed)
Her indtog Frederik Schandorff andenpladsen, men da han ikke var den hurtigste i feltet, opbyggede der sig snart en mindre kø bag ham bestående af Michael Markussen, Lasse Sørensen, Jan Magnussen, Mikkel C. Johansen og Kasper H. Jensen. De syv kørere var blot adskilt af 2,6 sekunder, men så blev der ændret på rækkefølgen. Mikkel C. Johansen spandt. Jan Magnussen passerede først Lasse Sørensen, så Michael Markussen, inden han begyndte at lede efter en vej til at komme forbi Frederik Schandorff. Der gik dog lang tid, inden han kunne indsætte et angreb, men da det kom, varede det over flere, hvor de to kørte side om side, inden Jan Magnussen kom frem på andenpladsen.
De fleste overhalinger stod Max Klinkby-Silver dog for. Det var lykkedes Stark Racings mekanikere at få hans bil klar efter første løb, hvor defekte bremser sendte bilen i autoværnet, og herefter formåede Max Klinkby-Silver at arbejde sig fra 17. til syvendepladsen.
www.dtc-motorsport.dk Læs mere om: Ronnie BremerJyllandsringen13/05/18 - Jyllandsringen - DTCDTC åbningsløb - Løb 2 |