Henrik Eilertsen havde et yderst succesfuldt DM2 i Yokohama 1600 Challenge.
Løbet blev kørt på FDM Jyllandsringen nær Silkeborg, i perfekt solskinsvejr gennem hele weekenden.
Holdet fra Espergærde havde en føring i Oldboysmesterskabet som skulle forsvares, samt et mål om avancement i både DIF Danmarksmesterskabet samt Rookiemesterskabet.
Den hvide Peugeot 207 med nummer 20 i sideruden startede træningen lørdag formiddag med at køre 5. hurtigste tid af alle. FDM Jyllandsringen var en af de to baner som holdet fik prøvet at køre på i 2017, så det var helt klart også medvirkende til den gode tid i det 21 bils store felt.
Holdet var dog også klar over at der skulle findes mere tid, hvis den samme placering skulle gentages i kvalifikationen.
(Foto: JJ Media)
Henrik og hans mekaniker Frederik fik lavet nogle småjusteringer på bilen, og kørte herefter ud til de 20 minutters kvalifikation.
Tiden fra træningen slog han allerede efter 3 omgange, hvorefter der var endnu to skud i bøssen til at sætte en hurtig tid. Det lykkedes at kappe næsten et sekund af træningstiden, hvilket rakte til 6. startposition, med to tiendedele til P3 – så det var utroligt tæt i midterfeltet.
Derfor kunne alting også ske i søndagens første løb, som skulle startes 12.45.
Henrik fik en super start, og var hurtigere på koblingen end alle de andre kørere i top 5. Dermed rundede han Sving 1 på 3. position, og fem sving senere var han oppe på andenpladsen.
På løbets anden omgang kom der Safety Car på banen, da en gruppe af biler var kørt sammen ude på langsiden. Dermed var det nødvendigt at få banen ryddet, og så skulle alle bilerne ned i fart.
(Foto: JJ Media)
Da løbet blev givet frit igen, forsøgte Henrik at hænge på den førende, og samtidig holde de bagvedkørende bag sig. Kort tid efter blev løbet neutraliseret igen, da endnu en kører var kørt af banen. Desværre var de 15 minutters løbstid gået, inden at banen var ryddet. Men på den anden side, var Henriks første generelle podieplads i hus. En meget flot bedrift i hans blot 4. asfaltbane weekend. Godt nok har han kørt mange pokaler hjem på gokartbanerne over årene, men standardvogns ræs er noget helt andet.
Udover den generelle 2. plads, blev det til sejre i både Rookie- samt Oldboysklassementet, hvilket gjorde det til det perfekte løb.
(Foto: JJ Media)
En andenplads i løb 1, betyder samtidig en 7. startposition i løb 2, så derfor skulle der kæmpes ekstra hårdt der.
Da de 5 røde lamper gik ud, blev det endnu en super første omgang. Automekanikeren var kommet helt op 5. pladsen, men måtte kæmpe hårdt gennem resten af løbet for at forsvare placeringen. Der lå en gruppe biler på op imod 7 biler og kæmpede om pladserne, så det bølgende frem og tilbage. Heldigvis endte Henrik på en bølgetop, der skyllede ham helt op på en generel 4. plads, hvilket teamet kun kunne være yderst tilfredse med.
Det blev til endnu en sejr i Rookieklassementet, mens der var en enkelt anden Oldboy der var smuttet foran.
(Foto: JJ Media)
Men weekendens pointhøst gjorde at Henrik Eilertsen rykkede op på 3. pladsen i DIF Danmarksmesterskabet, forsvarede føringen i Oldboysmesterskabet, og hoppede op på førstepladsen i Rookiemesterskabet. Meget bedre kan det ikke være, når man tænker på at de to foranliggende kørere i det generelle mesterskabs sammenlagte alder end ikke er i nærheden af Henriks 50 år!
Nu går Team Eilertsen på en mini-ferie, inden at den 3. afdeling af Yokohama 1600 Challenge skal køres den 23.-24. juni på Padborg Park.
Team Eilertsen Racing
JJ Media Læs mere om: Henrik EilertsenJyllandsringen13/05/18 - Jyllandsringen - 1600 Challenge |