Road America lægger i weekendens asfalt til ottende afdeling af IMSA-mesterskabet, hvor Jan Magnussen og Antonio Garcia er ét point fra førstepladsen. De to Corvette-kørere vil kæmpe for sæsonens første sejr på den amerikanske udgave af Spa-Francorchamps. Med sine ekstremt hurtige langsider og udfordrende sving er Road America en historisk favorit blandt de mange teams i IMSA-mesterskabet – og deriblandt Corvette Racing. Den 6,5 kilometer lange racerbane i Wisconsin nord for Chicago har givet det amerikanske team syv klassesejre og syv pole positions siden 2002, og foruden sine sejre i den amerikanske Le Mans-serie i 2003 og 2008, har Jan Magnussen sikret flere podieplaceringer på den berømte bane.
(Foto: Richard Prince)
– For mange racerkørere er Road America lige så populær som Spa-Francorchamps. Selvom de to baner ligger flere tusinde kilometer fra hinanden, har de flere ting til fælles. De er begge relativt lange og byder på mange udfordrende sving. Samtidig er Road America en oldschool bane med steder som karussellen og 'The Kink', hvor du kan hente rigtig meget tid, hvis du har is i blodet. Banen er helt klart en at mine favoritter, og teamet har haft nogle rigtig store sejre her, lyder det fra Jan Magnussen.
Efter seneste afdeling på Lime Rock i Connecticut, hvor Jan Magnussen og Antonio Garcia sluttede på en andenplads, holder det mesterskabsforsvarende makkerpar fra Corvette Racing en andenplads i GTLM-mesterskabet i WeatherTech SportsCar Championship. Kun ét point adskiller duoen fra de førende rivaler fra Ford, mens det andet Ford-hold på tredjepladsen ligeledes kun er ét point væk.
(Foto: Richard Prince)
– Med fire løb tilbage af sæsonen spidser kampen til. Det har sjældent ligget så tæt, som det gør nu, hvilket vi naturligvis bliver nødt til at overveje i vores strategi. Vi har fået en del podieplaceringer denne sæson, og selvom vi virkelig gerne snart vil have en sejr, handler det først og fremmest om at komme hjem med gode point i bagagen, forklarer Jan Magnussen.
– Men ingen tvivl om, at weekenden igen vil byde på tæt ræs med hård kamp om placeringerne til det sidste. Akkurat som vi har set det i sæsonens andre løb. Vi har i øvrigt stadig teamets sejr nummer 100 i det amerikanske mesterskab til gode. Sådan én vil man naturligvis gerne bringe hjem til holdet.
(Foto: Richard Prince)
Tidsplan – Continental Tire Road Race Showcase – Road America
Fredag 3. august
Kl. 11.15 (18.15) – Træning #1 (60 min)
Kl. 16.10 (23.10) – Træning #2 (60 min)
Lørdag 4. august
Kl. 08.55 (15.55) – Træning #3 (60 min)
Kl. 13.00 (20.00) – Kvalifikation (15 min)
Søndag 5. august
Kl. 08.30 (15.30) – Warm-up (20 min)
Kl. 13.35 (20.35) – RACE (2 timer 40 min)
How to watch!
Livetiming, resultater og anden information uploades løbende på imsa.com. Fans udenfor USA kan desuden følge sæsonens løb LIVE online.
Jan Magnussen Racing Læs mere om: Jan MagnussenRoad America05/08/18 - Road America - SportsCar Championship |