Rally   06/08/18

På sponsorjagt i sommervarmen
Line Lykke Jensen vil være blandt Europas bedste ‒ bilsportsunionen bakker op, men det kniber med pengene

32-årige Line Lykke Jensen fra Stenløse er en af landets skarpeste codrivere i rally, og sammen med det unge talent Jacob Madsen fra Ruds Vedby som førstekører har hun fået godt gang i en international rallykarriere, hvor hun blandet andet har vundet et danmarksmesterskab og en andenplads i den tyske talentserie ADAC Opel Rallye Cup i en Opel ADAM.

For nylig vandt det dygtige rallyhold desuden en overlegen sejr foran hele landets elite, da de deltog i det store rallysprint i Kalundborg med en lejet, specialbygget Skoda Fabia R5 rallybil med firehjulstræk og 300 HK.

Men nu er pengestrømmen tørret ind, og den udfordring gør det svært at komme videre:


For nylig vandt Line Lykke Jensen og hendes førstekører Jacob Madsen en overlegen sejr i Kalundborg Rallysprint i denne Skoda Fabia R5 rallybil.
(Foto: Morten Dam)

"Jacob og jeg har som første mål at nå op blandt Europas bedste, og for at kunne bevise vores talent og slå vores navne yderligere fast vil vi gerne deltage med en virkelig potent rallybil i årets tre sidste løb i det tyske mesterskab. Men det kræver nogle midler, som vi ikke har, og derfor er vi for tiden ude i en større søgning efter nye sponsorer med et internationalt perspektiv på markedsføring," fortæller Line Lykke Jensen.

At talentet er til stede, bevidnes blandt andet af Dansk Automobil Sports Union, der har haft Jacob og Line som en del af deres talentudviklingsprogram.

Sportschef i DASU, Bo Baltzer Nielsen siger: "Line Lykke Jensen er en af Danmarks bedste codrivere. Sammen med Jacob Madsen har hun i flere sæsoner deltaget i det tyske rallymesterskab, hvor kun et uheld forhindrede holdet i at vinde ADAC Opel Rallye Cup. Succesen skyldes i høj grad Lines fremragende organisatoriske evner og hendes evne til altid at holde hovedet koldt i pressede situationer. Noget fremtidige samarbejdspartnere vil få stor gavn af."


"Jacob Madsen og jeg vil op blandt Europas bedste, og derfor søger vi efter nye sponsorer med et internationalt perspektiv på markedsføring," siger Line Lykke Jensen, der her er på sommertur i en MINI Cooper S Cabriolet.
(Foto: Michel Eisenberg)

Midt i sponsorsøgningen skal livet dog også nydes, og Line Lykke Jensen finder også tid til at holde lidt ferie og besøge familie.

"Men tiden iler, og jeg håber meget, at vi snart kan få sammensat den rette sponsorpakke, så vi kan få efterårets program på plads og bevise, at ikke kun danske banekørere, men også rallykørere kan komme til tops i udlandet," slutter Line Lykke Jensen.


Line Lykke Jensen er en af landets skarpeste codrivere i rally og bakkes op af Dansk Automobil Sports Union, der vurderer hende til at have høj værdi for sponsorer.
(Foto: Michel Eisenberg)


Michael Eisenberg


Læs mere om:
  • Line Lykke Jensen

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto