1600 Challenge   29/08/18

Rømer beviste farten
Oliver Rømer beviste endnu en gang farten, da han deltog ved Grand Prix Danmark i Yokohama 1600 Challenge.
Løbet blev kørt på FDM Jyllandsringen nær Silkeborg, hvilket var en anden gang i denne sæson.

Holdet fra Stege havde allerede gode minder fra banen tilbage i maj måned, hvor farten var der til top 10, selv om tekniske problemer drillede.

Der var dog været en lang sommerferie da holdet ikke var med ved klassens udlandsløb i juli måned. Men det betød blot at bilen var mere klargjort end nogensinde før.


(Foto: JJ Media)

Der skulle allerede trænes på banen fredag eftermiddag, så derfor skulle grejet pakkes en dag før end ellers, for at tage den lange tur over tre broer og adskillige kilometers motorvej.

Oliver var dog ikke blevet døsig af køreturen, for han klokkede 8. hurtigste tid i træningen, med blot 0,2 sekunder til P6, hvilket var en super start på weekenden.

Der var dog masser af ventetid inden lørdagens kvalifikation skulle køres klokken 13.00. Heldigvis var der ikke noget der skulle laves på bilen, så holdet kunne slappe af, og lade batterierne op til lørdagen.

Oliver var hurtigt ude af pitten, og var heldig at finde et godt hul mellem alle konkurrenterne til at kunne køre nogle gode omgange. Der var dog en konkurrent som havde et motorhavari ude på bane, som gjorde banen utrolig glat på ideallinjen. Det blandet op med en lille regnbyge der drev ind over banen, gjorde det ikke muligt at forbedre tiden, så det endte med at række til 12. startposition.


(Foto: JJ Media)

Klokken 17.35 holdt den hvide og røde Peugeot 207 med nummer 31 på siden klar til start. Da de 5 røde lamper gik ud, fik han en rigtig fin første omgang, og havde allerede vundet den første placering inden Sving 3.

De næste 15 minutter gik på at jagte den vigtige 8. plads, der ville give Pole Position til løb 2. Blikket var stift rettet ud af forruden, hvor sigtekornet blev justeret ind på den næste kører i rækken, som skulle overhales.

Med to omgange tilbage, var han kommet helt op på 9. pladsen, og kunne køre og kigge på bagklappen af manden på 8. pladsen – da motoren pludselig sætter ud på vej ud af opløbssvinget.

En slukøret kører må trille bilen ind på græsset, og se konkurrenterne passere en efter en. En rigtig øv-følelse for hele teamet. Der var lige blevet tanket 3 liter benzin for lidt, så benzinen var løbet væk fra benzinpumpen på vej ud på løbets allersidste omgang. Så tæt kan man være på det perfekte resultat, til at have en ærgerlig afslutning på lørdagen.


(Foto: JJ Media)

Men søndag var en ny dag, og med 26. startposition var der kun en vej – og det var fremad!

Starten forløb rigtig fint, men der var allerede lidt panik ned mod Sving 1, da en forankørende fik problemer med bilen, der lagde et oliespor midt på banen. Det fik Oliver dog navigeret uden om, blot for at møde endnu flere problemer i Sving 2. Her var en bil spundet rundt, og 5 andre holdt fordelt rundt på asfalten og græsset lidt ved siden af banen, som Oliver så måtte navigere igennem, mens hastigheden stadig var på den anden side af almindelig tilladt hastighed i en landsby.

Til alt helt slap han igennem helt uden nogen skrammer på bilen, og kunne få pulsen lidt ned igen, da der kom Safety Car på banen, for at få den gjort klar til racerløb igen.

Men det betød blot at han havde endnu kortere tid til at vinde placeringer.

Det klarede han dog til karakteren 13 med pil opad, da han overhalede hele 13 biler. Minutterne løb dog fra ham, så han måtte tage til takke med netop 13. pladsen.

Det blev dog til en 4. plads i Rookieklassementet, så han beholder 4. pladsen i Rookiemesterskabet.


(Foto: JJ Media)

Holdet skal allerede i aktion igen i den kommende weekend, hvor 6. afdeling af Yokohama 1600 Challenge skal køres på Padborg Park.

Som en lidt speciel ting skal hele ”weekenden” afvikles over en dag, hvor kvalifikation og de to løb skal køres i løbet af 5 timer. Det giver et ekstra pres på både kører og mekanikere, men forhåbentlig kommer det hele til at køre uden problemer lige fra første minut, til det ternede flag ca. klokken 19.02 lørdag aften.

Tidsplanen for den kommende weekend er følgende (med forbehold for ændringer):

Lørdag
Træning/Kvalifikation 13.20
Løb 1 17.05
Løb 2 18.45

Oliver Rømer Motorsport

JJ Media


Læs mere om:
  • Oliver Rømer
  • Jyllandsringen
  • 26/08/18 - Jyllandsringen - 1600 Challenge

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk


    H.I. Auto