Den danske Formel 1 aspirant Christian Lundgaard tog mesterskabsføringen i Formula Renault Eurocup efter en fantastisk weekend på Hungaroring i Ungarn. To pole positions, en andenplads i lørdagens løb og en suveræn sejr i regnvejr søndag, gav Christian Lundgaard føringen i det prestigefyldte mesterskab, der har sendt adskillelige kørere på vej mod Formel 1.
Christian Lundgaard, der er tilknyttet Renault Formel 1 teamets juniorprogram, havde før weekenden sat sig for, at tage føring i mesterskabet fra kinesiske Ye. Og det så lovende ud før lørdagens løb, hvor Lundgaard startede fra pole position foran netop Ye. Desværre fik Ye en bedre start og han holdt føringen til mål, med Lundgaard på andenpladsen kun et sekund efter.
Christian Lundgaard tog mesteskabsføring efter en første- og andenplads på Hungaroring (Foto: Renault Sport)
Kvalifikationen til søndagens løb blev afviklet i regnvejr og her fik Christian Lundgaard i den grad bevist sit talent. Han tog pole position med et halvt sekund ned til nummer to, en margin der hører til sjældenhederne i en klasse, hvor alle biler er ens. I løbet fortsatte Christian Lundgaard sin dominans og dominerede løbet i regnvejr. Han udbyggede føringen til mere end 6 sekunder, inden der kom safetycar. Løbet sluttede bag safetycar og med Ye på en placering udenfor pointene i ellevte position, tog Lundgaard også føring i mesterskabet med 8 point.
”Det var en virkelig vigtig sejr og jeg er rigtig, rigtig glad” sagde Christian Lundgaard efter løbet. ”Det har været næsten en perfekt weekend. Jeg var skuffet efter andenpladsen lørdag, men et lille problem med raceren gav en skidt start og så var andenpladsen det bedste, jeg kunne opnå. Søndag var perfekt. Jeg passede på regnvejrsdækkene i kvalifikationen og satsede alt på sidste omgang. I løbet fik jeg en perfekt start og så var det bare, at holde fokus og jeg kunne se, at jeg trak væk fra de andre, så jeg havde virkelig løbet under kontrol. Og jeg fik opfyldt mit mål om, at komme væk fra denne weekend i føring for mesterskabet. Nu resterer der tre afdelinger og det er bare om at holde fokus”.
Næste opgave for Christian Lundgaard er allerede mandag, hvor han tager til Sverige sammen med DASU for at hjælpe landets bedste gokart kørere med tips og tricks. Næste løb i Formula Renault Eurocup er på Nürburgring 14.-15. september.
Lundgaard Racing
Jan Kaiser Læs mere om: Christian LundgaardHungaroring02/09/18 - Hungaroring - Formula Renault 2.0 Eurocup |