Lørdag den 26. januar fra kl. 10.00 til 13.00 vil der være stor aktivitet på torvet i Assens på Fyn.
De syv danske deltagere fra Team Fynske Bank Danmark afvikler deres PRE-start forud for verdens største bilrally for historiske biler.
Det er her muligt at få en snak med kørerne, og samtidigt studere de flotte gamle historiske biler fra 60’erne og 70’erne, inden borgmesteren i Assens, Søren Steen Andersen, kl. 12.45, med et minuts mellemrum, sender bilerne ud på en træningstur i omegnen af Assens.
De lokale Assens deltagere i Rally Monte Carlo Historique, Lars Hindsgaul og Arne Pagh sendes afsted fra torvet i Assens i 2018 (Foto: Viggo Johansen, Rallypics.dk)
Det er andet år i træk, at kørerne afholder PRE-start i Assens. I 2018 var torvet fyldt af interesserede tilskuere. I år er aktiviteterne udvidet med yderligere historiske biler. Det er syv deltagere fra den danske FDM DASU Classic serie, som velvilligt stiller op på torvet, dels for at vise deres biler frem for publikum, men også for at køre med på træningsturen i Assens området.
God snak, røverhistorie, varm kakao, snobrød og gamle biler er en god kombination ved PRE starten. (Foto: Viggo Johansen, Rallypics.dk)
Også blandt FDM DASU Classic bilerne er der mange interessante biler repræsenteret. Bl.a. stiller Preben Kristoffersen, Odder og Knud Hedegaard, Horsens op i den Austin Mini Cooper, som de gentagne gange har deltaget med i Rally Monte Carlo Historique. De øvrige historiske Classic biler er Porsche 944 Turbo, Honda Civic, Saab 99 GLS, Ford Taunus 17M, BMW 1602 og Ford Fiesta.
Der vil ved PRE starten være aktiviteter for både børn og voksne. Bl.a. vil der være konkurrencer, hvor man kan vinde en køretur med nogle af kørerne ved et af sæsonens andre arrangementer, f.eks. Munkebjerg Hillclimb.
Ved PRE-starten i 2018 var der stor interesse fra publikum, som mødte talstærkt op. (Foto: Viggo Johansen, Rallypics.dk)
De danske Monte Carlo Historique deltagere der kører som ”Team Fynske Bank Danmark” er:
Start nr. 80 - Team Audi 80 Rally - Toni Hansen, Horsens / Per Brodersen, Lem St.
Audi 80 GLE
Start nr. 122 - Team au2parts - Hans Kolby Hansen, England / Jan Østergaard, Horsens
Lancia Fulvia 1600 HF
Start nr. 168 - Team Bjerregaard - Henrik Bjerregaard, Monaco / Kristian Flensbak Jørgensen, Aarhus
Ford Escort RS 2000
Start nr. 169 - Autorama Motorsport - Per Vilslev, Hillerød / Erik Andersen, Virum
Opel Kadett GT/E
Start nr. 171 - Team Hellmers – Poul Hellmers, Kjellerup / Carl Hellmers, Kolding
Alfa Romeo Guilia
Start nr. 259 - Lars Hindsgaul, Assens / Arne Pagh, Middelfart
Fiat 128 Coupé
Start nr. 257 - Kenneth Simonsen, Charlottenlund / Otto Kristens, Tune
Lancia Fulvia HF 1,3
Hvad er det for et eventyr de danske kørere bevæger sig ud i?
Det var i 1909, at ideen om et rally for første gang tog form i Monaco. Præsidenten for "Association Sport Automobile Vélocipédique Monégasque", Alexandre Noghès foreslog i 1909, at lave et billøb, Rally Monte Carlo, der skulle forbinde et stort antal europæiske byer. Herfra skulle konkurrenterne starte ud, for til sidst at konkurrere på målstregen i Monaco.
I 1911 var alt klart, og det første rally fandt sted. I næsten en uge blev starterne sat i gang i de 11 udvalgte byer. Der var forskellige startdatoer og starttider, som var udregnet efter afstanden og køretiden fra startbyen til Monaco. Fra Paris, Bruxelles, Geneve, Wien, Berlin og seks andre byer, startede 23 biler ud på ruten. De forventede at klare en gennemsnitlig hastighed på 10 km/t med indlagte stop, og med ankomster planlagt til lørdag den 28. januar i Monaco.
16 biler nåede frem til Fyrstendømmet uden problemer. Efter at have forladt Berlin den 21. januar, var tyske Von Eismark den første der ankom, efter at have kørt 1.700 km med en gennemsnitlig hastighed på 30 km/t.
Rally Monte Carlo Historique ser dagens lys i 1998, hvor det første gang blev kørt. De gamle biler kører et rally som er en kopi af det oprindelige Rally Monte Carlo uden hastighedsprøver, men med prøver der skal køres med en given gennemsnits hastighed på 50 km/t eller derunder.
50 km/t lyder ikke af ret meget, men når prøverne køres på smalle bjergveje, ofte dækket af sne og is, kan det være nærmest umuligt at overholde den opgivne og ofte skiftende gennemsnitshastighed. Følgerne er ofte en del strafpoint, primært på grund af forsinkelser.
I dag er Rally Monte Carlo Historique verdens største historiske rally, med 315 biler til start. Der er deltagere fra hele verden, og så langt væk, som både Japan, Australien og USA. Det er et stort køremæssigt eventyr de danske deltager begiver sig ud i efter PRE-STARTEN i Assens.
Presseteamet
Viggo Johansen, rallypics.dk
Læs mere om: Monte Carlo06/02/19 - Monte Carlo - Rally Monte-Carlo Historique |