- og går efter mesterskabet Når Danish Thundersport Championship starter sæsonen op i begyndelsen af maj, bliver det med Michael Markussen som både teamejer og kører i Markussen Racing. Den erfarne DTC-kører storsatser i jagten på mesterskabet i 2019-sæsonen. For koldingenseren, der i 2016 blev nummer to i DTC-mesterskabet, er det et helt naturligt skridt at tage det ekstra ansvar og pres, som der alt andet lige vil ligge på en teamejer, når starten går:
Familieteamet træder et skridt op i 2019 - og går efter DTC-mesterskabet. (Foto: Markussen Racing)
- Jeg har altid haft mit eget setup omkring VIP-gæster når vi har kørt løb i Aarhus og København, så det har ikke været en kæmpe opgradering at skulle stå med det hele selv, fortæller Michael Markussen, der har fået god opbakning og rådgivning fra sin hovedsponsor, Lundbæk & Hansen. Til at drive den tekniske del af teamet har han også fundet stærke, lokale kræfter:
- Det bliver et stærkt team, som kommer til at drive bilen. Jeg har indgået et samarbejde med René Jørgensen, der har mange sejre og mesterskaber på CV’et som chefmekaniker. Han bor i Egtved, så ikke nok med at vi har fået en kompetent mand til at bygge og servicere bilen - den kommer også til at være lige i nærheden!
Sådan kommer Michael Markussens DTC-racer til at se ud i 2019 (Foto: Markussen Racing)
Erfaringerne fra fem sæsoner i DTC-klassen har for alvor været sat i spil siden sæsonen sluttede i oktober måned. Der er blevet arbejdet på højtryk for at skabe et team, som både præsterer på racerbanen og ved siden af. Markussen Racing er ikke kommet bare for at være med:
- At starte et team er ikke noget, jeg gør fordi det er hyggeligt. Vi har vurderet, at det er den optimale løsning på alle fronter. Både for at jeg kan vinde mesterskabet i år, og for at vores gæster kan få en ekstraordinær oplevelse, når de kommer til racerløb. Jeg glæder mig meget til at vise hele setuppet frem når sæsonen starter.
Sådan kommer Michael Markussens DTC-racer til at se ud i 2019 (Foto: Markussen Racing)
DTC-sæsonen starter på svenske Ring Knutstorp den 4. maj, mens første løb på dansk jord er ved Classic Race Aarhus den 17-19. maj.
Løbskalenderen for Danish Thundersport Championship ser således ud for 2019:
3-4. maj: Ring Knutstorp, Sverige
17-19. maj: Classic Race Aarhus
7-9. juni: FDM Jyllandsringen
6-8. september: FDM Jyllandsringen
21-22. september: Ring Djursland
5-6. oktober: FDM Jyllandsringen
Markussen Racing
Læs mere om: Michael Markussen |