Den dobbelte IMSA-mester Christina Nielsen tilslutter sig nu det britiske Strakka Racing for 2019-udgaven af Intercontinental GT Challenge. Første opgave i teamets ene Mercedes-AMG GT3 bliver California 8 Hours på Laguna Seca Raceway den 28.-30. marts. To gange IMSA-mester Christina Nielsen kunne i sidste uge afsløre, at hun efter en stærk indsats i 24-timersløbet på Daytona er blevet tilknyttet Meyer Shank Racing for de resterende fire løb i den amerikanske Michelin Endurance Cup.
(Foto: Christina Nielsen Racing)
Nu kan den danske racerkører så annoncere en solid aftale med britiske Strakka Racing om deltagelse i 2019-udgaven af Intercontinental GT Challenge. Tilslutningen til det Silverstone-baserede Mercedes-AMG Performance Team markerer et skifte fra Nielsens hidtidige fokus på det amerikanske sportsvognsmesterskab og 24-timers Le Mans.
– Jeg er begejstret over at kunne tilslutte mig et team og et mærke, som har bevist, at de er blandt de bedste i branchen. Jeg kørte en Mercedes-AMG GT3 for første gang på Bathurst i februar, og jeg kan ikke vente med at komme tilbage i den fantastiske bil igen. Jeg elsker nye udfordringer, og dem får jeg masser af med et helt nyt mesterskab, en ny bil og et nyt team, og jeg ser frem til det hele. Der er løb forude på baner, jeg aldrig har været på, men heldigvis bliver mit første løb med Strakka på en af mine favoritbaner. Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til Laguna Seca med mit nye hold, lyder det fra Christina Nielsen.
Et mesterskab på fem kontinenter
Strakka Racing vil, efter en stærk debutsæson med Mercedes-AMG, som endte med en Pro-Am-sejr i California 8 Hours i efteråret, igen repræsentere det tyske mærke i det interkontinentale mesterskab. Et mesterskab, som afvikles på verdensberømte racerbaner som Laguna Seca i USA, Spa-Francorchamps i Belgien, Suzuka i Japan og Kyalami i Sydafrika. Christina Nielsen har allerede gennemført første afdeling af mesterskabet, 12-timersløbet på Bathurst.
– Vi er glade for at kunne annoncere, at Christina kører for Strakka Racing og Mercedes-AMG for de resterende afdelinger af årets Intercontinental GT Challenge-mesterskab. Vi er sikre på hun med sin erfaring og sine mange flotte resultater bliver en vigtig brik i vores team, og vi ser frem til at skyde vores partnerskab i gang på Laguna Seca i slutningen af denne måned, siger Racing Director hos Strakka Racing, Jay Davenport.
– Det er en stor glæde, at Christina Nielsen er blevet tilføjet vores Mercedes-AMG Customer Racing-program for 2019-sæsonen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun vil kunne skabe resultater sammen med Strakka Racing, og vi ser frem til et succesfuldt samarbejde mellem Christina Nielsen og Mercedes-AMG’s motorsportsfamilie, lyder det fra Head of Mercedes-AMG Customer Racing, Stefan Wendl.
(Foto: Christina Nielsen Racing / Halston Pitman)
Ambassadør for USA's eneste dedikerede AMG-forhandler
Foruden den nye køreraftale har Christina Nielsen indledt et strategisk samarbejde med den eneste fuldt dedikerede Mercedes-AMG-forhandler i USA – og én af blot tre på verdensplan. Danskeren er nemlig blevet udnævnt som Official Brand Ambassador for AMG Thousand Oaks nær Los Angeles, hvilket blandt andet indebærer instruktørarbejde i forbindelse med trackdays og kørekurser.
– Vi er svært tilfredse med at kunne kalde Christina Nielsen vores nye ambassadør. Christinas motorsportsresultater taler for sig selv, men det er i højere grad hendes karakter og passion for racing og performance, som er i tråd med vores mærke og værdier. Christina har allerede deltaget i de første events som en del af vores hold, og vi glæder os til at kunne dele hendes ekspertise og entusiasme med vores AMG-kunder, siger Vice President og General Manager hos AMG Thousand Oaks, Scott Stanley.
Christina Nielsens første opgave med Strakka Racing i Intercontinental GT Challenge bliver California 8 Hours på Laguna Seca Raceway den 28.-30. marts.
Christina Nielsen Racing Læs mere om: Christina NielsenLaguna Seca30/03/19 - Laguna Seca - Intercontinental GT Challenge |