ELMS   15/04/19

Mikkel Jensen på podiet i første afdeling af European Le Mans Series
Trods svære udfordringer sluttede den danske BMW-fabrikskører første afdeling European Le Mans Series på en stærk andenplads.
Den danske BMW-fabrikskører åbnede årets udgave af European Le Mans Series på stærk manér, da han sammen med den forsvarende Le Mans Cup-mester, tyske Jens Petersen, sikrede en andenplads i premiereløbet på Paul Ricard. Et resultat, som var langt bedre end forventet, da teamet løb ind i en kritisk udfordring fredag morgen.

– Af forskellige årsager måtte vi tage en anden bil i brug end dén, som Eurointernational oprindeligt havde gjort klar til løbet. Oven i det måtte vi droppe de to officielle træningssessions, da ingeniørerne og mekanikerne blev nødt til at bruge al tiden på at forberede den nye bil, forklarer Mikkel Jensen.


(Foto: European Le Mans Series)

Danskeren formåede dog at kvalificere reservebilen på en solid femteplads i det benhårde LMP3-felt, men forventningerne til et topresultat var alligevel i bund, inden firetimersløbet blev flaget grønt søndag middag. Få minutter inden løbsstart opstod nemlig et problem med bremserne, som mekanikerne måtte fikse, mens bilen holdt klar på gridden.

Alligevel lykkedes det Mikkel Jensen at komme godt fra start og endda tage føringen i klassen. En position, som danskeren formåede at forsvare i begge sine to stints, før han afleverede bilen til Jens Petersen midtvejs i løbet.

– Nogle gange udvikler tingene sig bare i en hel anden retning, end man tror, og dét skete i dag. Men det var bestemt heller ikke nemt, for eksempelvis var sædet tilpasset en anden kører, hvilket gjorde det fysisk hårdt at køre bilen, og samtidig svigtede benzinpumpen, hvilket kostede os fart, forklarer Mikkel Jensen.


(Foto: European Le Mans Series)

Mikkel Jensen: Det føltes som ren sejr
De hårde odds til trods kunne Jens Petersen køre den sorte Ligier-racer over målstregen på en andenplads i LMP3-klassen, hvilket skabte stor jubel i pitboksen.

– Normalt er en andenplads noget, man irriterer sig over, men i dag føltes det som en ren sejr. Selv med den oprindelige racerbil havde vi håbet på podieplacering, og så ender vi næstbedst med en reservebil, som vi ikke engang har haft mulighed for at træne med! Fantastisk præstation af hele holdet, og ikke mindst en god start på ELMS-sæsonen på den mest vanskelige af alle sæsonens baner.


(Foto: European Le Mans Series)

Med weekends resultat indtager Mikkel Jensen og Jens Petersen en foreløbig andenplads i Le Mans Series, før næste afdeling den 10.-12. maj på Monza i Italien.

European Le Mans Series 2019
12.-14. april – Paul Ricard, Frankrig
10.-12. maj – Monza, Italien
19.-20. juli – Circuit de Barcelona-Catalunya, Spanien
29.-31. august – Silverstone, England
20.-22. september – Spa-Francorchamps, Belgien
25.-27. oktober – Portimao, Portugal

Mikkel Jensen Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Paul Ricard
  • 14/04/19 - Paul Ricard - ELMS

  •  
    Reklamer

    H.I. Auto


    Bruno Hansen Motorsport


    Yokohama Advan dæk