Casper Røes stillede i den forgangne weekend til start på den nye Super GT sæson med store ambitioner. Den 18-årige fynbo vandt sidste år mesterskabet i AM-kategorien i overlegen stil, og han er derfor i år rykket op som PRO kører. På pressedagen for 14 dage siden udtalte han, at hans ambition for sæsonen er at vinde mesterskabet, og hans indsats i åbningsløbet på Padborg Park indikerer klart, at han har noget at have sine ambitioner i. I kvalifikationen blev det til en flot 5. plads, og i alle søndagens 3 heats viste den unge fynbo flere prøver på sine evner, og publikum blev forkælet med lækre overhalinger og køligt overblik.
(Foto: Casper Røes Presse)
”Jeg kunne ikke have ønsket mig ret meget mere af denne weekend,” fortæller Casper Røes. ”Vi har til denne sæson valgt at starte eget team op, og det er helt fantastisk at få bekræftet, at vi godt kan selv, og at vi gør rigtig mange ting rigtigt.”
”Heldigvis har jeg sikret mig, at mine super dygtige mekanikere fra sidste år også ville være med mig i denne sæson, og de har en kæmpe andel i weekendens flotte resultater.”
(Foto: Casper Røes Presse)
I weekendens første heat startede Casper Røes fra 4. position – pga. reverse grid systemet, hvor man vender de 8 forreste om – og den position sluttede han også heatet på. ”Jeg fik ikke en optimal start, og jeg røg ned som 5’er inden første sving, men bilen kørte helt perfekt, og jeg var i stand til at kæmpe mig tilbage igen. Jeg satte et par gode overhalinger ind og var midtvejs i heatet helt oppe på 2. pladsen, men den fik jeg desværre ikke lov at beholde. En infight med en konkurrent sendte mig 2 pladser bagud, og så måtte jeg tage til takke med 4. pladsen.”
(Foto: Casper Røes Presse)
Heat 2 blev weekendens sværeste for det 18-årige talent. Her startede han fra P5, men nogle hårde kampe betød, at han efter første omgang var nede på 8. pladsen. Igen skulle der kæmpes for tingene, og et par fine overhalinger sendte Casper op på 6. pladsen, hvor han også endte heatet. ”Jeg kom til at kæmpe rigtig meget for tingene i heat 2, og mod slutningen af heatet var der bare ikke mere i bilen. Jeg kæmpede lidt med understyring, og det blev værre og værre, som heatet skred frem, så det blev desværre kun til en 6. plads.”
I den korte pause mellem heat 2 og 3 skulle Casper og hans team tage en hurtig beslutning, for bilen kørte langtfra optimalt mod slutningen af heat 2. Heldigvis vurderede man korrekt, for allerede da starten gik til heat 3, var der rigtig god fart i den sort/gule racer med nr. 7 på siden.
(Foto: Casper Røes Presse)
”Jeg startede fra P5 og fik en helt perfekt start. Ind i sving 1 lavede jeg en rigtig fed overhaling på Christian Sørensen, og jeg kunne med det samme mærke, at vi havde fået styr på bilen, og nu kunne jeg virkelig presse på. Jeg havde flere tætte, men fair dueller gennem heatet, og jeg var super glad, da jeg kunne krydse stregen som 3’er,” fortæller en storsmilende Casper Røes, som således måtte en tur på podiet i sit allerførste løb i PRO kategorien.
Motorsport er i høj grad en holdsport, og Casper Røes er ikke sen til at dele hæderen med sit team. ”Mine mekanikere har virkelig kæmpet for at sikre mig en konkurrencedygtig bil, og vores testprogram op til weekenden forløb ikke helt efter bogen, så også her kom de på overarbejde. Jeg er fuld af beundring over det arbejde, de yder hver eneste gang, jeg skal i bilen, og jeg skylder dem en stor tak. Uden dem ville jeg ikke stå med en pokal i hænderne her dagen derpå,” slutter den ambitiøse fynbo, som efter åbningsweekenden indtager en delt 3. plads i mesterskabet.
(Foto: Casper Røes Presse)
Teamets anden kører, Kristian Thorsen, viste også rigtig gode takter og havde masser af fart i sin grønne racer med nr. 23. Desværre havde han ikke marginalerne på sin side, og et mindre sammenstød med en konkurrent fik store konsekvenser for hans pointhøst i åbningsweekenden. Thorsen fik dog vist, at også han har tænkt sig at køre med helt fremme, og der er således udsigt til masser af point til Røes Motorsport i de kommende weekender.
(Foto: Casper Røes Presse)
2. løbsweekend i Super GT mesterskabet køres om små 4 uger på Ring Djurslands kringlede asfalt.
Jens Hvas Læs mere om: Casper RøesPadborg Park28/04/19 - Padborg Park - Super GT Danmark |