Motorsport i historiske racerbiler er kendt for at give både spænding, gåsehud og masser af nostalgi. Men det giver så meget mere, når man spørger deltagerne i de historiske racerløb.
Hans kongelige højhed Prins Joachim deltager i historisk motorsport sammen med vennerne Martin Berner og Oscar Davidsen Siesbye i racerteamet Cortina Racing. De tre fortæller om oplevelserne i en ny podcast fra Dansk Automobil Sports Union, hvor de blandt meget kommer ind på følelsen, når de kontrollerer racerbiler på helt ude på grænsen af det fysisk mulige.
Samtalen går lige fra begyndelsen med at kigge bilkort i skolegården over de første oplevelser i sporten til besøg på udenlandske racerbaner. I forbindelse med et løb på Grand Prix-banen Spa-Francorchamps i Belgien taler HKH Prins Joachim om følelsen af at være ét med sin racerbil.
”Jeg konkurrerede med en Triumph TR4. Han havde moment og kræfter til langsiden, men havde ikke svingene, som jeg havde. Det betød, at jeg skulle indhente ham på langsiden og løbe fra ham i svingene. Og dér oplevede jeg, at jeg bare mærkede bilen, jeg sad helt naturligt og styrede kontra – det var et drift, og ikke en udskridning, men i højeste gear og på omdrejningsbegrænseren. Da løbet var færdigt gik jeg til mekanikeren og sagde; når jeg kører 8000 omdrejninger i fjerde gear og med den her udveksling, hvor hurtigt kører jeg så? Så kører du 196 km/t. Når først man er blevet så dus med bilen, så er det wow! Det er en ud af kroppen-oplevelse!, siger HKH Prins Joachim om sit møde med den ikoniske racerbane Spa-Francorchamps.
Martin Berner, HKH Prins Joachim og Oscar Davidsen Siesbye ved buste af Tom Kristensen i Idrættens Hus
”Spa har jo det ikoniske Eau Rouge-sving, hvor man rigtig gerne slippe speederen og træde på bremsen; bare en lille smule. Når man kommer ned igennem der, så er det godt nok svært ikke at gøre det. Første gang det går godt, så er det lige så armene stritter ud gennem taget, for det er så fed en fornemmelse at blive kastet op på den bakke, der er så stejl, at man knap nok kan gå op ad den,” siger Martin Berner.
”Jeg har min egen lille tese, om at det (racing, red.) er den mest ekstreme situation, man kan sætte sig selv i, man er så tæt på sindssyge, fordi du er så koncentreret og kan lukke alt andet ude. Når så den lille mand vifter med det ternede flag, så tænker man; hvad var det lige, der skete der? For du er i en zone, der er så ekstrem, at jeg næsten ikke kan forklare, hvad det er der sker. Det er en meget, meget speciel følelse, jeg kender ikke nogen følelse som det,” siger vennen og teamkammeraten Oscar Davidsen Siesbye om det at køre race.
De tre fra Cortina Racing kommer også ind på oplevelser med professionelle racerkører i racerløbet Copenhagen Historic Grand Prix, hvor hjemlige amatørkørere deler bil med professionelle i showløb. Teamet taler blandt andet om Tom Kristensen, Rickard Rydell, Lucas di Grassi og mange flere.
Cortina Racing kan du møde til Classic Race Aarhus den 17.-19. maj, Copenhagen Historic Grand Prix den 3.-4. august. DM-serien for historiske racerbiler, Danish Masters, køres over flere afdelinger fra 4.-5. maj.
Du kan høre podcasten i SoundCloud, iTunes eller hvor du plejer at høre podcasts. Den er også tilgængelig på DASUs hjemmeside her.
DASU Læs mere om: HKH Prins JoachimMartin BernerOscar Davidsen SiesbyeMindeparken (Gadeløb)19/05/19 - Mindeparken (Gadeløb) - Classic Race Aarhus |