MB Racing stillede i weekenden op til teamets første DTC-løb på Ring Knutstorp i Sverige, hvor det, trods tekniske udfordringer inden løbsstart, lykkedes Ronnie Bremer at køre en flot andenplads hjem til det nystartede danske team. Det gode resultat betyder, at Bremer nu holder nu en delt andenplads i kørermesterskabet i MASCOT DTC. – Vi er efter omstændighederne enormt tilfredse med resultatet. Vi er et nyt team, og trods erfarne folk i crewet har vi ikke haft mulighed for at forberede os særligt meget på sæsonåbneren. Samtidig opstod der et teknisk problem efter tidtagningen – og endnu ét lørdag morgen hvilket betød, at vi kun med nød og næppe nåede til start i lørdagens første løb. At vi alligevel kunne runde dagen af på podiet, er vi derfor stolte af, og teamet skal have en kæmpe tak for indsatsen, lyder det fra Ronnie Bremer.
(Foto: MB Racing)
Ronnie Bremer var næst hurtigst i fredagens kvalifikation på den svenske racerbane, men da MB Racings mekanikere kort efter lokaliserede en fejl i racerbilens V8-motor, gik en større operation i gang fredag eftermiddag. En ny motor blev indkøbt og monteret, men lørdag morgen måtte man konstatere, at heller ikke dén fungerede optimalt.
(Foto: MB Racing)
Ronnie Bremer: Fantastisk start på projektet
Konkurrenterne hos Massive Motorsport kom heldigvis MB Racing til undsætning med en tredje motor, som blev monteret på rekordtid, og få minutter inden starten på første heat, blev bilen meldt klar. Ronnie Bremer måtte dog starte løbet fra pitlane og blev desuden sendt for sent af sted grundet miskommunikation hos løbsledelsen.
(Foto: MB Racing)
Herefter leverede Ronnie Bremer en fænomenal indsats og kunne krydse målstregen på en femteplads, og grundet det gode resultat i kvalifikationen, kunne racerkøreren starte fra en andenplads i andet heat. Her udspillede sig imidlertid dramatik under starten, da en bil gik i stå og forårsagede et større sammenstød ned gennem feltet. Da løbet igen fik grønt flag, satte Bremer jagten ind på den førende bil og lagde hurtigt afstand til sin forfølgere på tredjepladsen. Trods ihærdig indsats lykkedes det dog ikke at indhente konkurrenten, men indsatsen rakte til en flot andenplads.
– Det var fedt at skyde DTC-sæsonen i gang og ikke mindst at køre første løb for vores nye projekt, MB Racing. Måske lige lovligt spændende, da vi stod med en defekt bil lørdag morgen, men omvendt suverænt at se, hvordan vores team arbejder i en presset situation. Vi åbner sæsonen med en podieplacering, og vi kommer helt sikkert stærkt igen til Classic Race Aarhus, lyder det fra Ronnie Bremer.
MB Racing Læs mere om: Ronnie BremerRing Knutstorp04/05/19 - Ring Knutstorp - DTC |