Den danske BMW-fabrikskører Mikkel Jensen har gjort sig klar til karrierens foreløbigt største løb, 24-timersløbet på Nürburgring, som afvikles på den berygtede tyske racerbane i Eifelbjergene den kommende weekend.
Det er karrierens hidtil største udfordring, som venter Mikkel Jensen den kommende weekend. Sammen med tre andre fabrikskørere fra BMW Motorsport vil den danske racerkører vinde 24-timersløbet på Nürburgring – et løb, som særligt de senere år har opnået status på niveau med Le Mans. Ikke mindst fordi, det er en udfordring helt uden sammenligning.
– Vi taler om mere end 180 racerbiler i alle mulige klasser kæmpe på samme 25 kilometer lange racerbane, som smyger sig gennem et bjerglandskab, der er kendt for at skifte fra blå himmel og sol til regn og tåge på få timer. Det er ikke unormalt, at løbet sættes på pause på grund af farlige vejrforhold, og omkring en fjerdedel af de biler, vi skal kæmpe imod i GT3-klassen, plejer at udgå undervejs, lyder det fra Mikkel Jensen.
(Foto: Mikkel Jensen Racing)
Mikkel Jensen stiller op med 2017-vinderen, den erfarne amerikaner Connor De Phillippi, samt tyske Philipp Eng og britiske Tom Blomqvist. De tre BMW-fabrikskørere udgør sammen med Mikkel Jensen et stærkt lineup. Ikke mindst fordi, at Jensen som forberedelse til 24-timersløbet har deltaget i udvalgte VLN-løb på Nürburgring, hvor danskeren indkasserede to podieplaceringer ud af tre mulige.
Mikkel Jensen: Største udfordring bliver at undgå problemer
– 24-timersløbet er et løb, som jeg har set frem til, siden jeg underskrev min kontrakt med BMW Motorsport sidste efterår. Det er et kæmpe racerløb med over 250.000 tilskuere, hvor alene 100.000 findes på de proppede tribuner omkring GP-banen, mens resten er campister, som slår lejr ude i skovene omkring Nordsløjfen. Jeg har fået at vide, at man kan mærke stemningen helt ind i racerbilen, så jeg glæder mig helt vildt, forklarer Mikkel Jensen.
– Jeg synes, vi har forberedt os godt, og ved at deltage i forårets VLN-løb har jeg personligt fået banen godt ind under huden. Jeg er helt klart rookie i det her setup, men jeg synes, at vi samlet stiller op med en stærk pakke, og jeg føler mig absolut klar. Den største udfordring bliver at få bilen gennem de 24 timer i ét stykke. Der bliver kæmpet hårdt om positionerne, og fartforskellen mellem pro- og amatørbilerne er så stor, at det er som at overhale en parkeret bil.
Jensen, De Phillippi, Eng og Blomqvist stiller på for det tyske Rowe Racing i teamets BMW M6 GT3 #98. 24-timersløbet, som flages grønt lørdag eftermiddag klokken 15.30, afvikles på en kombination af den klassiske ’Nordsløjfe’ og den moderne grandprix-strækning. I alt giver det mere end 25 kilometer asfalt, som snor sig gennem de sydtyske Eifel-bjerge, hvilket garanterer actionfyldt ræs.
(Foto: Mikkel Jensen Racing)
Tidsplan – 24 Hours of Nürburgring
Torsdag 20. juni
Kl. 13.20 – Træning (100 min)
Kl. 20.30 – Kvalifikation #1 (180 min)
Fredag 21. juni
Kl. 14.55 – Kvalifikation #2 (110 min)
Lørdag 22. juni
Kl. 09.10 – Warm-up (60 min)
Kl. 15.30 – RACE (24 timer)
Livestreaming: www.sporttotal.tv/47-adac-total-24h-rennen
Mikkel Jensen Racing Læs mere om: Mikkel JensenNürburgring23/06/19 - Nürburgring - Endurance |