ELMS   19/07/19

Mikkel Jensen i European Le Mans Series: Skal forsvare mesterskabsføring i Barcelona
Den danske BMW-fabrikskører Mikkel Jensen er klar til tredje runde af European Le Mans Series, som afvikles på Formel 1-banen i Barcelona den kommende weekend. Her skal den hurtige aarhusianer forsvare sin føring det prestigefyldte mesterskab.

Ved siden at sit job som fabrikskører hos BMW Motorsport, deltager Mikkel Jensen også i den europæiske Le Mans-serie, hvor han kører en LMP3-racer for Eurointernational-teamet. Dette med bragende succes, eftersom danskeren har sikret en sejr og en andenplads i sæsonens to første løb – og dermed skal forsvare en mesterskabsføring den kommende wekeend.

– Det har været en vild sæson indtil videre, eftersom vi af forskellige årsager har måtte stille op i reservebiler og alligevel formået at sejre. De gode resultater betyder, at vi møder op til tredje afdeling med en mesterskabsføring på 10 point, hvilket gør, at vi ikke nødvendigvis skal sikre endnu en sejr for at bevare føringen, lyder det fra Mikkel Jensen.

Weekendens løb på Circuit de Barcelona-Catalunya adskiller sig fra de andre ved at starte tidligt på aftenen og slutte fire timer senere i mørke, og således bliver der ægte Le Mans-stemning på den berømte spanske Formel 1-bane. Mikkel Jensen stiller igen til start med sin tyske makker med det danskklingende navn, Jens Petersen.


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

Mikkel Jensen: Endnu en sejr vil være fantastisk
– Banen bør passe godt til vores Ligier-racer, da den har flere sving end de øvrige baner, hvor Norma-racerne har været overlegne på farten. Vi forventer dog stadig benhård konkurrence. Samtidig kommer trafikken kommer til at spille en stor rolle, da vi har at gøre med relativt mange biler på en bane, som er mere snæver, end vi er vant til, forklarer Mikkel Jensen.

– Seneste løb vandt vi godt nok fra bageste startposition, men målet for weekenden er at levere en god kvalifikation, så vi er med helt fremme, når starten går. Endnu en løbssejr vil naturligvis være fantastisk!

Mikkel Jensen har i øvrigt taget hul på et par travle uger, eftersom han efter weekendens løb i Barcelona rejser direkte til Spa-Francorchamps for i næste uge at deltage i det berømte 24-timersløb, som er en del af Intercontinental GT Challenge-kalenderen. Her stiller Jensen op for det tyske BMW-team Walkenhorst Motorsport. .


(Foto: Mikkel Jensen Racing)

Tidsplan – 4 Hours of Barcelona - Circuit de Barcelona-Catalunya

Fredag 19. juli
Kl. 14.30 – Træning #1 (90 min)
Kl. 21.30 – Træning #2 (90 min)

Lørdag 20. juli
Kl. 11.00 – Kvalifikation (10 min)
Kl. 18.30 – RACE (4 timer)

Opdateringer og resultater: europeanlemansseries.com/en
Livestreaming (Youtube): goo.gl/uW6ca4

Mikkel Jensen Racing


Læs mere om:
  • Mikkel Jensen
  • Circuit de Catalunya
  • 21/07/19 - Circuit de Catalunya - ELMS

  •  
    Reklamer

    Bruno Hansen Motorsport


    H.I. Auto


    Yokohama Advan dæk